Flere nyheder

 
Litteratur
Camus' død

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Camus' død
Tir. 1. mar. 2005
Thorkild Hansens ufuldendte bog om den eksistentialistiske forfatter og nobelpristager Albert Camus' død er endelig blevet udgivet, og den giver et interessant indblik i denne tragiske figurs sidste dage.

Udgangspunktet for Thorkild Hansen er den lille by Lourmarin. Her købte Camus et hus for nogle af de penge, han fik med nobelprisen, og her brugte han en stor del af sin sidste tid. Fortælleren i Camus' død besøger byen nogle år efter forfatterens død. Her taler han med landsbyboerne, specielt folkene på Hôtel Ollier, hvor Camus spiste, og ud fra disse samtaler udvikler historien sig. Camus havde købt sit hus i Lourmarin for at slippe væk fra Paris. Her kunne han arbejde i fred, væk fra storbyens larm, og, hvad der måske var lige så vigtigt, væk fra sin familie.

Mysteriet om Camus' død
Det var også herfra den hans sidste køretur startede. Den køretur, der kostede ham og hans forlægger og ven Michel Gallimard livet. Bilen, de kørte i, endte i et træ, Albert Camus var død på stedet, mens Gallimard blev bragt til hospitalet, hvor han døde kort efter. På bagsædet i bilen sad Gallimards kone og hendes datter, som begge slap uskadte. Ulykken satte hurtigt spekulationer i gang om, hvad der egentligt var sket. Bilen havde ganske vist kørt temmelig stærkt, men vejen var lige og tør. Forlydender om, at Camus havde et forhold til Gallimards kone satte snart gang i spekulationer om, at Gallimard skulle have forårsaget ulykken med vilje, men et endeligt svar på mysteriet kom aldrig.

I stedet har vi Thorkild Hansens ufuldendte bog. I den får vi historien om Camus, hans liv i Lourmarin, hans arbejde og lidt om nogle af hans mange kvinder. Gennem små anekdoter og fortællinger får læseren indblik i forfatterens liv. Der er selvfølgelig en del om hans litterære virke, men det er næsten mere interessant at høre om hans dagligdag i den lille by i Sydfrankrig. Det giver i hvert fald et mere levende og nærværende indblik i hans liv at høre, hvordan han hver søndag så det lokale fodboldhold spille, for bagefter at byde spillerne på øl, end at høre om besværlighederne ved hans litterære arbejde.

Camus død er en blanding af Thorkild Hansens egne oplevelser i Lourmarin og en beskrivelse af Camus' sidste tid her. Den lille bog er nok en læsning værd for dem, der vil vide mere om Albert Camus, men man skal ikke forvente de store litterære åbenbaringer. Thorkild Hansen fik ikke afsluttet sit værk om Camus før sin død i 1989, og det kan man godt ærgre sig over. Mens beskrivelsen af forfatterens sidste tid er medlevende, bliver afsnittet om hans død temmelig kort, og bogen slutter lidt uforløsende.

Thorkild Hansen: Camus' død
Forlag: Gyldendal
Sider: 84
Udgivelsesdato: 06.10.2004
ISBN: 87-02-03088-8