Flere nyheder

 
Litteratur
Strik i børnestørrelse

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Strik i børnestørrelse
Ons. 30. mar. 2005

Zoë Mellors "Strik i børnestørrelse - 25 opskrifter til babyer og småbørn" indeholder de mest bedårende strikkeopskrifter til børn i alderen 6 måneder til 4 år. Hvis man holder af at strikke, vil man elske at alle de sjove mønstre, som man ikke bruger som voksen, men som børn er begejstrede for.

Bogen indledes med lidt praktisk information om valg af garn, hvordan man måler stikkefasthed, forskellige former for mønsterstrik etc og diverse sting til montering. Zoë Mellor pointerer også vigtigheden af at man vlger noget behageligt og slidstærkt - og derfor også temmeligt dyrt garn; men der er jo heller ikke meget ved at bruge time- eller dagevis på små sweatere, som børnene ikke kan holde ud, fordi de kradser for meget.

I kapitlet med "Blandede Bolsjer" er der en lang række forårs- og sommeropskrifter i pastelfarver. Især Søstjerne-blusen, der også er at se på forsiden, er helt uimodståelig, om end heller ikke helt nem. I "Fest og Farver" er der lidt mere knald på farver og design, og der er både en sjov Fekjole og en herlig fræk Sørøverbluse, der ikke kan undgå at vække begejstring, foruden den meget fine men måske lidt upraktiske Jordbær med fløde-bluse. Næste kapitel hedder "Varmt klædt på", og her finder man en række lækre sweaters - min favorit er helt klart den søde Skipperbluse - bemærk de små fisk, der svømmer på ærmerne! Endelig er der "Fra top til tå", hvor man kan finde inspiration til huer, halstørklæder og vanter - og helt vidunderlige små babysutsko!

Bogen er bygget fint op, der er mindst en afbildning af hver opskrift, så man har en god ide om, hvad slutresultatet bliver - eller bør blive. Opskrifterne er ikke helt nemme, hvis ikke man er vant til at strikke efter opskrift; men beskrivelserne er grundige og forståelige og der er tydelige diagrammer til de forskellige mønstre. Jeg har lavet et par prøvestrik, hvor jeg dog ikke har investeret i de dyre garn, og det er sagtens muligt at få flotte resultater. De fleste opskrifter er i fire størrelser, typisk 6-12 mdr., 1-2 år, 2-3 år og 3-4 år, så der er rig mulighed for at finde den helt rigtige opskrift til de små i omgangskredsen.

Zoë Mellor: Strik i børnestørrelse
Forlag: Aschehoug
Sider: 144
Udgivelsesdato: 18.03.2005
ISBN: 87-11-16911-7