Den tyske forfatter Uwe Timm har skrevet en bog om sin bror, SS'eren Karl Heinz Timm. Uwe var tre år gammel, da hans bror døde den 16.10.1943. Han husker ham derfor kun svagt. Men ved hjælp af den dagbog, storebroren førte fra sin post på Østfronten, skriver han sig tilbage i tiden. Han skriver om broren og prøver at forstå ham, og i samme ombæring fortæller han det tyske folks historie.
Det bliver en dyster fortælling om krig og sjælesår, og om en tid hvor "det normale" i virkeligheden var frygteligt. Bogen udtrykker en stærk vilje til at tage alt det umenneskelige på sig og erkende, at det var mennesker, der stod bag det hele. Uwe Timm vil tydeligvis ikke fortrænge de mørke sider, men det er langt fra en ensidig buldren på de mørke tangenter. Der er masser af rørende almindeligt liv i hans fortælling.
Selve titlen indikerer bogens to bestanddele. Der er for det første den private erindring, fortællingen om Uwes familie, ikke bare broren, men også faren, moren og søsteren. Og så er der elementerne af den kollektive historie, dét vi alle har hørt om - nazismen, bombardementerne, kz-lejrene og tyskernes nederlag i Rusland. Karl Heinz Timm er på én gang forfatterens bror og et eksempel. Han er én ud af millioner af tyskere, der mere eller mindre bevidst forsvarede den nazistiske ideologi om herre- og undermennesker. De to dele - det private og det bredt historiske - går godt i spænd. Det ene gør det andet interessant, og omvendt.
Det mest problematiske, eller måske skulle man sige det vanskeligste ved bogen, er måden, hvorpå forfatteren arrangerer sin beretning. Han præsenterer skiftevis erindringer, anekdoter, essayagtigte refleksioner og citater. Og der er ingen overskrifter til de forskellige afsnit. Det er hele tiden uddragene fra brorens dagbog, der holder sammen på bogen, men det virker som om, Timm hurtigt har indset, at der ikke i sig selv var nok kød på de korte dagbogsnotater. Og så går han ud ad mange andre tangenter. Det må han også gerne, men jeg tror, at det skyldes denne stil, at der gik omkring en kvart bog, før jeg for alvor blev grebet.
En bestanddel i Min bror, for eksempel er selve historien om dens tilblivelsesproces. Uwe Timm gør en del ud af at fortælle om de personlige vanskeligheder, han stødte på under arbejdet med bogen. For det er samtidig et udtryk for, hvor vanskeligt det endnu i dag kan være for tyskere at nærme sig krigens mange spørgsmål. For Timm er de bl.a.: hvorfor meldte min bror sig frivilligt hos SS? hvorfor nægtede mine forældre hele deres liv at forholde sig kritisk til krigen? hvordan kunne man endnu i årene efter krigen, hvor alt var kommet frem om de umenneskelige gerninger i kz-lejrene, i ramme alvor sidde og diskutere, hvad Tyskland skulle have gjort for at vinde krigen? Uwe Timm har ingen bortforklaringer, søger hverken at undskylde sine egne forældre, almindelige mennesker på gaden eller de generaler og menige soldater, der parerede ordre og slog ihjel. Hvorfor gjorde forældrene ikke noget, da et jødisk par i kvarteret pludselig forsvandt? Bogen har den skræmmende konklusion, at de fleste vendte blikket bort. De ville ikke se, men de kunne have vidst, hvad der foregik. Hvis de ville. Det samme sagde Hitlers sekretær, Traudl Junge, i sine høje alderdom: vi kunne, måske, have vidst noget.
Forfatteren lærte aldrig sin 16 år ældre bror at kende. Bogen, han har skrevet om ham, er holdt i en nøgtern stil. Det er en intellektuel humanist, der prøver at forstå sin egen og sit folks historie. Men undervejs har bogen sine meget rørende steder, og jeg tror det skyldes den tilbageholdte smerte, der bevæger sig lige under det fortalte. I arbejdet med at skrive sig ind på livet af den døde bror, mærker man en frygt for, at han ikke vil finde forsonende træk. Er der f.eks. ikke noget i dagbogen fra fronten, der kan kaste et menneskeligt, broderligt skær over ham? Det skal ikke afsløres her, hvad Timm kommer frem til, det må stå tilbage som en del af spændingen.
Man siger, at lykkelige mennesker ingen historie har. I den forstand er det tyske folk i det 20. århundrede uden lykke. For 2. Verdenskrig gav tyskerne så meget historie, at de måske først i disse år begynder at blive i stand til at bære det. Udtrykke det der skete med monumentale mindesmærker i Berlin, film som Der Untergang eller bøger som Min bror, for eksempel. Sidstnævnte formår ligesom filmen om Hitler at vise, at alt, alt, ikke er gru og umenneskelighed. Der er lykkelige øjeblikke, også i en historie som den tyske. Jeg anbefaler hermed bogen varmt.
Uwe Timm: Min bror, for eksempel
Forlag: Gyldendal
Sider: 187
Udgivelsesdato: 06.05.2005
ISBN:87-02-03571-5
