Flere nyheder

 
Litteratur
Udsat

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Udsat
Tir. 14. jun. 2005

Stella Rimington er tidligere chef for det engelske MI5 og er med sin debutroman "Udsat" blevet sammenlignet med forfatteren John le Carré i sin stil, hvilket er fuldt fortjent. Plottet og det politiske spil mellem de forskellige agentvirksomheder virker troværdigt, hvilket selvfølgelig ikke er så mærkeligt i betragtning af, at forfatterens tidligere beskæftigelse må have givet hende en vis insiderviden om, hvordan tingene foregår i efterretningsverdenen.

Plottet er gennemtænkt og handler om, at en større terroaktion er under opsejling, og at en såkaldt "usynlig" vil blive indsat i den. En usynlig er en terrorist med britisk nationalitet, som kan bevæge sig uantastet over landegrænserne i den vestlige verden. Jagten går nu ind på denne usynlige terrorist, desuden arbejdes der hårdt på at finde ud af, hvem eller hvad der er målet for terroraktionen.

Agenten, som sættes på opgaven, er Liz Carlyles, og hun skal også arbejde sammen med folk fra MI6 og SAS, som måske har deres helt egen agenda? Liz følger et spor som begynder med fundet af en død fisker på et toilet, skudt med et meget aparte våben, hvilket giver mistanke om, at det kan have noget at gøre med den ventede terroraktion. Opgaven er nu at finde terroristerne og uskadeliggøre dem, inden de finder deres mål, som ingen endnu ved hvad er.

Stella Rimington er bestemt en forfatter som elskere af spændings- og agentbøger skal holde øje med. For en gangs skyld skal den kvindelige hovedperson ikke nødvendigvis være lesbisk for at kunne begå sig i en mandsdomineret verden. Til tider er det politiske spil bag kulisserne lidt for uigennemskueligt, men det er sikkert mere realistisk end de gængse James Bond film, hvor man aldrig er i tvivl om, hvem der er de gode og hvem der er skurkene, det bliver man her, for det kommer an på øjet, der ser, og det gør det svært at lægge bogen fra sig igen.

Stella Rimington: Udsat
Forlag: Aschehoug
Sider: 300
Udgivelsesdato: 07.06.2005
ISBN: 87-11-29032-3