Et noget tungt og uengageret publikum var længe om at gengælde Garbages anstrengelser i KB-Hallen onsdag 1. juni. Men efter en times tid gav de endeligt efter, og så løftede koncerten og stemningen sig til noget, der ligner det niveau, som man er mere vant til, når Garbage giver koncert.
Lige på og hårdt
Bandet lagde ellers heftigt ud. Efter at have entret scenen til toner fra afdøde Johnny Cash, sparkede de showet i gang med Queer fra debuten, der med sine 10 år på bagen, er ved at være en halvgammel sag. Men at numrene fra dette album, som også stadigvæk er det indiskutable højdepunkt i deres langtfra massive produktion på 4 albums, har bibeholdt deres glød og aktualitet, blev sat kraftigt i fokus denne aften. Alle de repræsenterede tracks fra debuten fremstod lige så stærke og intense i dag som dengang.
Bleed like me
De valgte eksempler fra deres nyeste album, Bleed like me, stod faktisk også ganske godt frem. Materialet fra denne cd er mere traditionelt rockorienteret og har ikke samme karakter af hybridrock, som det mix af melodiøs og catchy thrashpop, tilsat maskinelle og stålsatte rockriffs og lidt electronica, der tidligere udgjorde deres musikalske spændingsfelt. Men de lød godt og var ikke uden drive. Måske savner det nyeste materiale bare noget af den charme og overraskelse, som Garbage tidligere var garanter for.
En dragende front
Men selvom Garbage nok i dag har mistet noget af sit solide greb på den internationale rockscene, så har deres unikke og iøjefaldende sexede frontkvinde, Shirley Manson, bibeholdt sin forføriske og inciterende fremtrædelsesform. Hun er en både hvad angår sit vokale arbejde og sin pågående attitude på scenen, en kompetent og fuldværdig kvindelig rockfigur på en musikscene, der ellers mestendels ynder at fremhæve mere ligegyldige kvindelige blikfang med konfirmand-appeal.
Fremragende finale
Desværre tog det sin tid før publikum kom op på tæerne. Men showets sidste tredjedel fik da heldigvis rettet en hel del op på det samlede indtryk. Her fik I think I'm paranoid, Push it og især Only happy when it rains sat en del mere skub i folk, hvilket da også umiddelbart afgav en tydeligt positiv reaktion hos bandet. Intensiteten og nærværet tog til, og det var bare noget mere end ærgerligt, at affæren var så længe om at komme rigtigt i gang. Men Garbage fik bevist, at det meste af deres materiale stadigvæk holder, så kan de finde tilbage til opfindsomheden og hinanden, er der ingen grund til, at indlevere pensionsbegæringen endnu.
