Flere nyheder

 
Litteratur
Generation fucked up?

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Generation fucked up?
Tor. 21. jul. 2005

En diskussionslysten bog om demokrati og politisk engagement blandt unge danskere. Skrevet af to unge danskere. Den ene, Morten Albæk, mener ikke, at de 20 til 35 årige interesserer sig synderligt for at løse Danmarks og verdens problemer. De er egoistiske og uansvarlige. De er "generation fucked up"! Den anden debattør, Rasmus Hylleberg, tror mere på de unge, som ikke er ligeglade med politik, deres involvering i samfundet kommer bare til udtryk på nye måder, hævder han.

Bogen består af e-mails sendt frem og tilbage mellem Albæk og Hylleberg i perioden august 2004 - april 2005. Albæk er pessimisten, der kalder de unge fucked up, fordi de hellere vil læse IKEA-blade og spille Playstation end blande sig i politik. De er "præget af en hidtil uset grad af selvtilstrækkelighed". Den triste beskrivelse møder modstand i Hyllebergs svar på tiltale, "Hurra for generation fucked up - et demokrati fornyes" kalder han sin mail. Det er næsten det modsatte billede, han maler. De unge er vidende og bevidste om lokale og globale problemer som aldrig før. Og de ved præcis, hvordan de skal gøre deres indflydelse gældende. Så går bolden tilbage til Albæk, der fremfører, at unges politiske engagement stort set begrænser sig til at købe Max Havelaar kaffe. Sådan går det fra den ene til den anden. Kære Rasmus, du har ikke fattet et hak. Kære Morten, nu skal du høre her.

I begyndelsen er de voldsomt uenige og går hårdt til hinanden (med smileys anbragt på de rigtige steder). Og dét, at de er helt uenige, er selvfølgelig debattens drivkraft. Det er interessant i sig selv at følge denne hanekamp, om end det til tider bliver lidt vel show-præget. Jo mere elegant retorikken er, jo mere overbevisende lyder det. Det kommer til at minde én om, at politik i høj grad består af en masse ord og vil måske virke mod hensigten og afskrække nogle af Albæks unge selvrealiserende egoister fra at deltage i den demokratiske debat (hvis de da ellers interesserer sig nok for deres omverden til at læse hans og Hyllebergs bog).

Formålet med Generation fucked up? er at sætte en debat i gang. Det synes jeg i første omgang lykkes. Det er jo et alvorligt emne, de tager op, selve vort folkefællesskabs fremtid. Man tvinges til at tage stilling til, om det er Albæk eller Hylleberg, der beskriver den danske ungdom mest dækkende. Diskussionen og argumenterne for henholdsvis manglen på demokratisk deltagelse og fornyelsen af selv samme er i begyndelsen inspirerende. Efterhånden fjerner forfatterne sig dog vel meget fra udgangspunktet og samtidig fra uenigheden.

Det sker, når de to skal sætte navn på de vigtigste udfordringer for de unge nu og i fremtiden: sikringen af velfærdsstaten, Irakkrigen, udflytning af danske virksomheder osv. Jeg savnede en lidt mere stringent og pædagogisk tilbageføring til bogens basale spørgsmål om, hvorvidt det danske demokrati er i fare. I stedet er det, som om pusten går af den politiske battle, og det hele ender mere som en lang, lidt ustruktureret samtale på en bar en sen aften, hvor de fleste politiske temaer og internationale begivenheder fra det seneste års tid bliver rullet ud. Men det skal jo også være kammeratligt og afslappet at diskutere, selv om emnerne er alvorlige, som billedet af de storgrinende debattører på omslagsflappen synes at sige.

Morten Albæk og Rasmus Hylleberg: Generation fucked up?
Forlag: Gyldendal
Sider: 160
Udgivelsesdato: 03.06.2005
ISBN: 87-02-03375-5