Flere nyheder

 
Film
Oskar & Josefine

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Oskar & Josefine
Tir. 30. aug. 2005

- "Heksen fra nutiden" på DVD

"Oskar og Josefine" er en ny god dansk familiefilm i action/eventyr genren, der igen skaber grobund for børns fantasi og diskussion af betydningen for mødet mellem fortid og nutid, og ændringer i fortidens betydning for fremtidens udformning.

Josefine (Pernille Kaae Høier) og Oskar (Mikkel Konyher) er igen på rejse tilbage i tiden efter endnu et skæbnesvangert møde med deres gamle modstander Thorsen (Kjeld Nørgaard). På sommerferie hos Oskars bedsteforældre på landet i Jylland støder Josefine endnu engang på Thorsen. Han forhekser hendes amulet, så hun kan rejse tilbage i tiden 3 gange. Denne gang går turen tilbage til heksefordrivelserne i 1600-tallet, hvor Josefine forsøger at redde Oskars forfader Peder Rolds (Adam Gilbert Jespersen) søster Kirsten (Anna Egholm) fra lungebetændelse.

Efter en række spændende begivenheder og rejser frem og tilbage mellem fortid og nutid, der selvfølgelig virker ind på hinanden, og hvor Thorsens spinder trådene i det spind, der ender med at fange Josefine, finder Josefine sig selv anklaget for at være heks og bliver dømt til bålet. Herfra er det Oskar og Oskars forfaders opgave at redde hende..

Filmen er en selvstændig forsættelse af den populære julekalender Jesus og Josefine, og kan sagtens ses uden at have set omtalte julekalender. Jesus formår dog at snige sig ind i en kort sekvens i filmen, og er med til at vende handlingen til slut. Ligesom der er flere indirekte henvisninger til tv-serien, der dog ikke er nødvendige for forståelsen af filmen. Hvor Jesus & Josefine fremstillede kristendommen positivt har Oskar og Josefine valgt hekseforfølgelserne som indgangsvinkel til at beskrive en anden side af kristendommen, hvor overtro er med til at skabe forfølgelser og frygt. Som Thorsen siger i filmen, da Josefine venter på at blive brændt: Du gjorde det umuligt for mig at udrydde kristendommen, så nu må jeg finde noget nyttigt at bruge den til.

De unge skuespillere gør et udmærket stykke arbejde - men filmens absolutte stjerne må være Kjeld Nørgaard i skikkelse af Thorsen som den onde selv. Han spiller utroligt overbevisende, selvom man dog stadig med lukkede øjne kan høre frøen Kaj for sig.

Af ekstramateriale på DVD'en er blandt andet 25 underholdende minutter med Ketil (fra Naturpatruljen) bagom filmen Oskar og Josefine, der er ganske fornøjelig at følge.

Instruktør: Carsten Myllerup
Manuskript: Bo Hr. Hansen & Nikolaj Scherfig
Medvirkende: Pernille Kaae Høier, Mikkel Konyher, Adam Gilbert Jespersen, Kjeld Nørgaard, Frits Helmuth, Jesper Langberg, Jesper Asholt, Anna Egholm m.fl.
Spilletid: 81 min.

Fotograf: Thomas Marott