|
|
Karaktererne får lov at træde frem i en - velvalgt - meget beskeden scenografi i Det Danske Teaters opsætning af Willy Russels musical "Blodbrødre". Og skuespillernes portrætteringer kan til fulde bære det.
En meget enkel scenografi
En væg med en dør på hver side af scenen, det er i store træk hvad scenografien består af. Men det er også rigeligt til at lægge baggrunden for den historie publikum føres sikkert igennem.
En smart ting ved den enkle scenografi er dog, at væggene samtidig benyttes som lærreder, hvilket er med til at underbygge stemningerne gennem stykket.
Historien bygges op om de to tvillingebrødre der vokser op hver for sig, og i hvert deres samfundslag, uden at vide at de er brødre. Da de i deres barndom tilfældigt mødes, bliver de hurtigt bedste venner, selvom deres forældre gør hvad de kan for at adskille dem.
Vi følger dem gennem hele opvæksten og ser, hvordan de glider længere og længere fra hinanden, selvom deres skæbner i sidste ende er forbundne.
Jalousi, klasseforskelle og skæbne
Blodbrødre er jalousidramaet mellem to brødre, der forelsker sig i samme kvinde, det er historien om de store klasseforskelle i efterkrigstidens Liverpool, og det er diskussionen om, hvorvidt det er den genetiske arv eller miljøet, der besegler ens skæbne.
Skuespil med dybde og troværdighed
Stykket bygges op om de stærke karakterportrætter, hvis skæbne man som publikum betaget følger på grund af de gennemført gode skuespilpræstationer.
De to brødre spilles af de unge skuespillere Mads Knarreborg og Søren Bang Jensen, som begge gør det godt. Særligt formår den lidt mere rutinerede af de to, Mads Knarreborg, at give hans karakter Mickey den dybde, der gør ham troværdig og fastholder publikums opmærksomhed.
Ole Thestrup er fortæller og træder derudover ind som biperson hist og her gennem stykket. Han bidrager væsentligt til at give stykket stemning og binde historien sammen, og selvom Ole Thestrup i en musical måske umiddelbart lyder lidt underligt, så er han det helt rigtige valg til denne rolle.
Det er godt skuespil på et meget bart lærred i form af den sparsomme scenografi - som dog i denne opsætning virker ganske godt, da det gør at karaktererne får lov til rigtigt at træde frem.
Stykket byder på humor, gode melodier og sange, godt og indlevende skuespil, og man drages som publikum ind i historien af evnen til at fortælle den.
Se spilletider.
Foto: Thomas Petri
