Flere nyheder

 
Teater
Stuff happens

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stuff happens
Tir. 27. sep. 2005

Med "Stuff Happens" er politisk teater tilbage på dagsordenen og stykket formår at koge et forholdsvis kompliceret forløb, som er lidt af en krudttønde af modsatrettede følelser, holdninger og synsvinkler ned til 3 timers god og informativ underholdning, selv for dem som ikke er specielt politisk interesserede.

Hvor der handles, der spildes - citat af Donald Rumpsfeld som kommentar på plyndringerne i Bagdad efter USA's invasion af Irak. Stuff Happens spidder fra en kant af de politikere, der deltog i den proces der i sidste ende resulterede i Irakkrigen.

Ud over at stykket i sig selv er spændende, bliver der også holdt en række enetaler hvor forskellige synsvinkler om Irak-krigen, optakten til den og håndteringen af forløbet bliver luftet. Bl.a. havde Mogens Rex en meget tankevækkende monolog om vesterlændinges ret til at kritisere lovligheden af en beslutning som havde skaffet en masse mennesker af med en tyran og givet dem et bedre liv.

Persongalleriet:
Der er nok ikke noget sværere for en skuespiller end at skulle forsøge at portrættere mennesker, som er velkendte af offentligheden. En ting er at instruktøren nok ikke bare lige falder over en samling skuespillere, som ligner George Bush, Colin Powel, Donald Rumsfeld etc. til forveksling, det kan man ikke tillade sig at forvente, noget andet er, hvor dygtige de valgte skuespillere så er til at efterligne kropssprog, -holdning og andre kendetegn, som gør, at man er klar over, hvem de skal forestille. Normalt klarer skuespillerne ved Århus teater den slags med bravour, men i dette tilfælde var der flere af rollerne, som slet ikke virkede overbevisende og det var med til at give indtryk af, at forestillingen lige manglede flødeskummet på lagkagen som trak det op fra den almindelige til den virkeligt sublime forestilling.

Aftenens mest overbevisende præstation blev leveret af Anne-Vibeke Mogensen i rollen som Laura Bush, men indrømmet er det heller ikke en rolle med mange replikker. Donald Rumsfeld og Dick Cheney blev fremstillet fremragende af Klaus Wegener og Finn Storgaard. Mimik og udstråling var perfekt. Kim Veisgaard klarer også rollen som Hans Blix rigtigt godt, derimod virkede det slet ikke, som om Lars Junggreen kunne få sit kropssprog til at fungere overbevisende i rollen som George Bush, men rollen mindede heller ikke meget om den præsident, man ser på skærmen. Jens Zacho Böye leverede en udmærket præstation i rollen som Colin Powel, men der manglede stadig power i rollen, og samme kritik kan gives til Merete Voldstedlund i rollen som Condoleeza Rice. Om skuespillernes præstation generelt kan siges, at det ikke var helt dårligt, men det var heller ikke så overvældende fantastisk, som det plejer at være.

Stykket giver et godt overblik over en vanskelig epoke, Danmark involveres ikke i stykket, men her må der have været de samme tanker og handlingsmønstre som i stykkets England. Hvis man kan se igennem fingre med flere af skuespillernes manglende indlevelsesevne i rollerne er der basis for en god teateroplevelse og masser af stof til eftertanke.

Stuff Happens spiller på Scala fra den 23/9 til den 22/10. Se spilletider.

Af: Troels og Lone Andersen-Lind