Montaigne var en fransk adelsmand og humanist, født 1533, der voksede op på et lille middelalderligt slot uden for Bordeaux. Bogen om Michel de Montaigne er en indføring i hans liv og tanker via hans essays, men lige så meget via den dagbog han førte under sin Italiensrejse, 1580-81. Denne rejsedagbog, oversat og med forord af Bjørn Bredal, udgives særskilt. Bøgerne støtter hinanden, selvom de kan læses hver for sig.
Et renæssancemenneske består af ti skitser eller kapitler, der tager afsæt i de tre bind essays, 107 tekststykker, som Montaigne nåede at udgive, samt i rejsedagbogen, og Bredal gør opmærksom på, at der vil forekomme en del gentagelser og uoverensstemmelser, som vil være ganske i Montaignes ånd, for, som han siger et sted, frit citeret: Jeg modsiger nok mig selv ind imellem, men sandheden, den modsiger jeg ikke.
Michel de Montaigne er som bekendt ophavsmand til genren 'essay', som oprindelig betyder en prøve, et forsøg på at beskrive et eller andet emne udfra en personlig synsvinkel, og som han selv forklarer, var det melankolien, der drev ham til at skrive, da han som 38-årig i 1571, led ved domstolene og de offentlige embeders slaveri, trak sig tilbage til sit tårn. Han begyndte at skrive uden at vide, hvad han skulle skrive om, men "Da jeg følte mig helt og aldeles tom for andet stof, stillede jeg selv op som mit emne og tema." Derved viste han sig som den ny tids mand, som renæssancemennesket, der sætter individet, det indre menneske, i centrum.
Bredals letflydende og elegante pen kommer hele vejen rundt om Montaigne og viser ham i hans mange roller, som adelsmand, søn, elsker, opdrager, essayist, patient, kriger, katolik og mere endnu. Den første skitse eller kapitel om Montaigne hedder 'Romer', og han bliver faktiske udnævt til romersk borger af selve det romerske senat, men Rom er også endemålet for den lange rejse han begiver sig ud på, til hest, i 1580. Han forlader sit slot, sine vinmarker, sin hustru og sin datter (den eneste overlevende ud af seks). Formålet med rejsen er for det første at slippe ud af det af borgerkrig og religionskrig plagede land og for det andet at søge en kur mod sin smertefulde nyresten-lidelse i de italienske bade.
Et interessant kapitel at slå ned på er 'Elskeren', for Montaignes store kærlighed var en mand, nemlig Etienne de la Boëtie, som han møder i 1558, og som døde fra ham i 1563, af pest. I essayet 'Om venskab', det første overhovedet, skriver han om deres venskab, at "hvis jeg var nødt til at forklare hvorfor jeg elskede ham, føler jeg at jeg ikke kan udtrykke det." Først sent i sit liv (han døde i 1592) tilføjede han disse otte enkle ord som forklaring på sin kærlighed: "Fordi det var ham, fordi det var mig." Man kan sige, at 'Les Essais' har en mandlig muse, og det kunne tyde på, at det er et tidstypisk fænomen, for hans store samtidige, William Shakespeare havde også sådan én, hans 'fair youth', som sonetterne er stilet til. For Montaigne, og sikkert også for Shakespeare, var ægteskabet en handel der indgås, mens han om sit venskab med La Boëtie siger: "I det venskab jeg taler om, blander sjælene sig med hinanden og smelter sammen i en altomfattende forening, at de udvisker det sted, hvor de er syet sammen, og ikke længere kan finde det."
Montaignes syn på børneopdragelse er epokegørende, idet han følger sin egen far, som gjorde op med den katolske kirkes dominans. Michel fik en fri, og kærlig opdragelse og lærte latin efter naturmetoden, altså ikke noget med terperi og disciplin. Desværre slap han ikke for det, da han som seksårig blev sendt på latinskole, hvor han ifølge eget udsagn intet lærte og talte dårligere latin da han forlod stedet, end da han kom ind. Montaignes program for opdragelse af unge adelsmænd går ud på at gøre dem til selvstændigt tænkende individualister. I hans store essays om opdragelse er fromhed, kirke og Gud totalt fraværende, hans nøgleord er derimod jugement og vertu, dømmekraft og dyd, de unge skal lære at tænke selv i stedet nytteløst terperi og udenadslære. Også seksualoplysning slår han til lyd for, for som han skriver: "Hundrede studenter får syfilis før de når at læse om mådehold hos Aristoteles."
Bogen er rigt illustreret med pragtfulde gengivelser af renæssancens store kunstværker, og billederne belyser teksten på en sådan måde, at man vitterlig føler sig neddykket i denne turbulente og storladne periode. Men, som Bredal gør opmærksom på, den store kunst havde ikke Montaignes interesse. Han overværede en messe i Det Sextinske Kapel uden at bemærke Michelangelos udsmykninger af loft og altervæg. For Montaigne var kunst håndværk, menneskeværk, og derfor ikke noget at falde i svime over. Bredal skriver om hans 'til tider øretæveindbydende lidenskabsløshed', som han også ser som et renæssancemenneskes reaktion på tiden og forsøg på at komme videre ud af borgerkrigens, pestens og den religiøse fanatismes virkelighed. Montaigne er med til at udvikle en ny mand, en mand som ikke lader sig rive med, hidse op, dupere, en mand som ser ind i sig selv og erkender, at der gemmer sig lidt af hvert. En mand, der påtager sig hvervet som borgmester efter kongens anmodning, som begår sig ved hoffet og hylder monarken, men udmærket ved, at "selv på den højeste trone i verden sidder man dog kun på sin røv."
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.
Bjørn Bredal: Et renæssancemenneske - Michel de Montaigne
Forlag: Gyldendal
Sider: 284
Udgivelsesdato: 04.10.2005
ISBN: 87-02-03942-7
