Flere nyheder

 
Musik
Unmack & Simpson

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Unmack & Simpson
Fre. 14. okt. 2005

Weekendens 2 dobbeltkoncerter med Jens Unmack og Mikael Simpson var en enestående mulighed for at opleve to af Danmarks store musikalske personligheder og sangsmede på én og samme aften. Og dette på byens bedste spillested, Store Vega i København.

Jens Unmack
Fredag aften var det Jens Unmack, der lagde for. Den tidligere Love Shop forsanger har indtil videre kun en enkelt soloudgivelse bag sig, Vejen hjem fra rock'n roll (2005), så aftenens setliste var udover sange fra dette album, krydret med en håndfuld veludvalgte kompositioner fra det tidligere band. Desværre kom de nye sange til at stå noget i skyggen af de ældre, for "gamle" perler som Fremmedlegionær, Kræmmersjæl og Love goes on forever fra Unmacks tidligere musikalske forum, vakte af gode grunde en genkendelsens glæde, som det nye materiale ikke (endnu i hvert fald) er i stand til. Faktisk fremstod flere af de nye sange også lidt ferske og unuancerede, hvilket afstedkom at helhedsindtrykket af Jens Unmack + bands optræden denne aften ikke nåede det niveau, som man godt kunne have tænkt sig.

Men bandet, som Unmack havde samlet omkring sig til denne tour, var især i kraft af Rune Kjeldsen (Kira and the kindred spirits) på guitar særdeles velspillende. De fremdrev en solid baggrund og tilførte et anderledes og mere basisk rocket lydbillede end man er vant til at høre Unmack bevæge sig i.

Mikael Simpson og Sølvstorm
Øverst på plakaten stod Mikael Simpson med backup-bandet Sølvstorm denne aften (om lørdagen var det modsat). Denne sært besnærende entertainer, som med sin hybrid af indeklemte og melankolske pop/rocksange, moverende beats og knasende electronica, er noget af det mest interessante, der har ramt den danske musikscene i det nye årti. Simpson formår med sit mix af klassisk og nyt, elektronisk og organisk, at ramme sit helt eget udtryk. Melodiøse linjer, der er indvævet i svævende, elektroniske og atmosfæriske gestalter; ofte rolige, men sjældent beroligende.

Tilbagelænet fremadrettethed
Live formår Mikael Simpson på en utrolig afslappet facon, at nå langt udover scenekanten. Hans fremtræden er denne aften velafbalanceret og som altid blottet for gammelkendte, flade rockklicheer. Kæmpe-kæreste-sorger, Set det ske og Du drømmer om et andet sted! Fra De ti skud (2004) og Narkokys fra Os 2 + lidt ro (2002), er bare nogle af de sange, der endnu engang afstedkom en enestående Mikael Simpson koncert. Og de sædvanlige hug til det danske politiske højre (Louise Frevert og Pia Kjærsgaard) og begærlige kapitalagenter (Hanne Nørrisgaard), var der selvfølgelig også rum til.

Eneste minus var måske, at Simpson trænger til at tilføre sit katalog noget nyt materiale. Men det er på vej, for efter de to koncerter i Vega går han studiet, denne gang med bandet Sølvstorm, for at arbejde på et nyt album, der forventes at lande i februar/marts næste år.

Fotograf Kristian Gade