Flere nyheder

 
Litteratur
Ægteskab for amatører

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ægteskab for amatører
Tor. 27. okt. 2005
En ny bog af forfatteren Anne Tyler, der dog ikke lever op til sine sædvanlige højder med denne bog. Med udgangspunkt i et ægteskab mellem to, der ikke passer til hinanden, følger vi tidens gang fra 2. verdenskrigs start til i dag over tre generationer.

Bogen tager sin begyndelse i tiden omkring 2. verdenskrig. Den unge tilbageholdende Michael forelsker sig i den udfarende og temperamentsfulde Pauline, der ønsker en soldat ved sin side, og de forlover sig hurtigt. Men allerede inden brylluppet bliver Pauline i tvivl: Er Michael virkelig manden for hende? Det lykkedes med nød og næppe at tale hende til fornuft. De bliver gift og lever et på overfladen ganske almindeligt familieliv med 3 børn, svigermor og nyt hus i forstaden. "De var sådan et perfekt par. De tog deres allerførste skridt på ægteskabets utrolige rejse, og der lå vidunderlige eventyr og ventede forude."

Anne Tyler skriver om middelklassefamilien, deres drømme, hemmeligheder, ambitioner og kriser. I denne fortælling er den udløsende krise, da den ældste datter på 17 år stikker af hjemmefra, for som hun selv formulerer det 30 år senere: "Du var is, og hun var glas..To underligt ens materialer, ved nærmere eftertanke - og begge to et helvede for jeres børn"

Michael og Pauline er ikke skabt for hinanden, de er og bliver et umage par, der glider længere og længere fra hinanden. Tvivlen nager og bliver ikke mindre som årene går: Skulle de overhovedet have giftet sig? På deres 30 års bryllupsdag tager Michael en beslutning. Men kan man det? Vil ens første ægteskab nogensinde slutte, og hvordan med ægteskab nr. 2?

En velskrevet bog, der dog ikke har den dybde som mange af hendes andre bøger har. Man når ikke helt ind under huden på personerne, som i mange af hendes andre bøger. Men det er stadig en god fortælling, der har mange gode indslag om den historiske udvikling fra 1940'erne til i dag. Om den ægte amerikanske husmor, der lærer at kører bil, om de flippede unger i 60erne, om livet og om forskellene mellem mennesker, og deres måde at takle livet på.

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Anne Tyler: Ægteskab for amatører
Forlag: Gyldendal
Sider: 314
Udgivelsesdato: 24.10.2005
ISBN: 87-02-02745-3