Flere nyheder

 
Musik
Curtis Stigers, Jazzhouse

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Curtis Stigers, Jazzhouse
Tir. 15. nov. 2005

Det var en jazz-oplevelse af de helt store, da Curtis Stigers igen lagde vejen forbi Copenhagen Jazzhouse. Han er blevet beskrevet som en af vor tids største jazzsangere - og at dømme fra denne koncert på Jazzhouse, kan man da kun være enig.

Mange kender ham stadig bedst fra hans debutalbum, et popalbum, hvor han havde store hits med numre som "I wonder why" og "You're all that matters to me". Siden da er han dog gået over til jazzen, hvor han synes at have fundet sit musikalske ståsted, og det skinner meget tydeligt igennem på scenen, at jazzen er hans store lidenskab.

Han fortalte, at han er vokset op med jazzmusikken, og derfor er det på sin vis lidt spøjst, at hans store gennembrud kom igennem hans korte "sidespring" til pop-genren.

Han har dog taget sine to største hits fra pop-tiden med sig videre, og han gav - til slet skjult begejstring - prøver på "I wonder why" og "You're all that matters to me" konverterede til jazz-numre. Og jeg må sige, at de gør sig forbavsende godt som jazznumre.

Curtis Stigers har en stor evne til at trække det bedste ud af de genrer, han blander. For netop det at tage et nummer fra pop eller rockgenren og konvertere dem til jazznumre, er noget han gør med stort held.

Udover selv at skrive numre og fortolke nogle af de kendte såvel som mindre kendte jazzklassikere, har han eksempelvis konverteret numre som "I can´t stand losing you" (Sting), "I feel fine" (The Beatles), "Don't think twice, it's alright" (Bob Dylan) og mange andre til jazznumre.

Den evne blev denne aften nydt i fulde drag af et publikum, der bestemt ikke blev skuffet.

Hans indlevelse på scenen, hans varme humor, og de sublime musikere - der alle sammen så ud til at nyde aftenen lige så meget som publikum - gjorde denne koncert til en rigtig stor oplevelse.

Curtis Stigers havde 3 musikere med sig: Matthew Fries (piano), Phil Palombi (kontrabas) og Keith Hall (trommer). Bedre jazzmusikere skal man nok lede længe efter. Og med Curtis Stigers' besnærende saxofonspil og virkelig gode, karakteristiske stemme i forgrunden, måtte selv de mest kritiske blandt publikum vist overgive sig.

Hvis man er til jazz, skal man virkelig unde sig selv en koncert med Curtis Stigers. Hvis man ikke er til jazz, så vil man blive det efter en koncert med Curtis Stigers.

Så der er ingen undskyldninger - bare kom af sted!