Flere nyheder

 
Litteratur
Rim og remser til hele året

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rim og remser til hele året
Tir. 6. dec. 2005
Her kommer afløseren for bogen "365 Rim og remser", der udkom i 1980, og som mange af os er vokset op med. En ny klassiker med et rim eller en remse til hver dag hele året rundt.

Samlingen indeholder både helt nye remser og sange, som f.eks. "Sigurds Godnatsang" fra Sigurd og Orkestret og mange af Jakob Martin Strids rim fra Mustafas kiosk, men også gamle klassikere som "Save, save brænde" og "Se min kjole" er at finde deri. En del nye rim er blevet optaget i familien, efter vi har været gennem bogen - blandt andet Nils Hartmanns "Ni nøgne numsetrolde, løb i skoven og blev kolde. Numserne var lyserøde. Nuttede og meget bløde.", som vi ikke før har været så heldige at stifte bekendtskab med. Men også en del genopdagelser af Halfdan Rasmussens rim har vakt glæde.

I bogen er der tekster af: Benny Andersen, Halfdan Rasmussen, H.C. Andersen, Thorstein Thomsen, Rune T. Kidde, Jacob Martin Strid, Sigurd Barrett m.fl. Udvalget er varieret og tilpasset årstiderne.

Først i bogen er en indholdsfortegnelse med rimene ordnet alfabetisk efter første linje, hvilket gør det lettere hurtigt at finde det, man lige skal bruge.

Bogen er illustreret af fire dygtige danske børneillustratorer: Lilian Brøgger, Pia Thaulov, Dorte Karrebæk og Charlotte Pardi. De har fået hver deres del af versene (godt 50 sider hver i ovenstående rækkefølge), og har så ladet fantasien få frit løb. Det er der kommet nogle gode og søde tegninger ud af. Sammenhængen er også god, og selvom de har meget forskellige tegneteknik, så tænker man ikke umiddelbart over, hvor de forskellige illustratorer skifter, medmindre man bevidst går siderne igennem.

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Rim og remser til hele året udvalgt af Lotte Lykke Simonsen
Forlag: Sesam Egmont
Sider: 200
Udgivelsesdato: 15.11.2005
ISBN: 87-11-13746-0