|
|
John Lennon, den tidligere Beatle, blev som bekendt, kun 40 år gammel, skudt ned af en galning den 8. december 1980, uden for sit hjem, Dakota-bygningen, i New York. Så det er næsten til dato 25 år efter den tragiske begivenhed, at vi kan gense dokumentarfirmen IMAGINE om John Lennon og the Beatles i ny kopi. Det er et kup at lade sangen "Imagine" være et slags leitmotiv for filmen om Lennons liv, for nok var han ironisk og provokerende i sine samfundsengagerede sange, men han havde også denne bløde og følsomme side, hvor han tillader sig at drømme om en fredelig, paradisisk verden - og et slags 'brotherhood of men'.
Filmen starter i 1971, hvor vi svæver hen over et viderunderskønt engelsk landskab og i det fjerne øjner et stort, hvidt, palæ smykket med søjler, som er Tittenhurst Estate, i Ascot. I disse eventyrlige omgivelser arbejder John Lennon, Yoko Ono, Phil Spector og andre med indspilningen af albummet Imagine, og dette sceneri vendes der gentagne gange tilbage til, men ind imellem skal vi høre om, hvordan det hele startede i Liverpool, og alt sammen fortælles af John Lennon himself.
Vi hører om forældrenes skilsmisse, da han var fem, og moderen der anbringer drengen hos hans tante Mimi, mens hun selv forsvinder ud af hans liv. Og da han som teenager får sin mor igen, mister han hende igen fire år senere ved en bilulykke. Dette tab har præget ham hele livet og han har skrevet flere sange om den fraværende mor. Der vises en koncertoptagelse, hvor en bevæget Lennon synger de enkle linjer: Mor/du havde mig/jeg havde aldrig dig/jeg ville have dig/du ville ikke have mig - og sangen munder ud i skrig efter moderen. På tidspunktet for sangens tilblivelse var John og Yoko i primalterapi hos dr. Janov, der gik ud på at konfrontere sine barndomstraumer og via skrig og følelsesudbrud opnå en slags katarsis - en renselse af sindet.
John var den slagfærdige af the Beatles, og det demonstreres bl.a. ved en koncert på The Royal Variety Performance i overværelse af dronningemoderen, hvor John til afsyngelsen af Twist and Shout beder dem på de billige pladser om at klappe i hænderne, mens resten kan rasle med deres juveler. Det vakte vist kun moro, men hans åbenmundethed kunne også nogle gange gå over stregen, såsom da han frejdigt kundgjorde, at the Beatles var mere populære end Jesus. Dette faldt selvfølgelig visse religiøse kredse i USA for brystet, og han fik også Ku Klux Klan på nakken. Det er interessant at lægge mærke til, hvordan John leger med en Jesus-identifikation, og med en Jesus look-alike figur via fuldskægget og de flagrende lokker, således også i sangen The Ballad of John and Yoko, en slags musikalsk dagbog om brylluppet, bryllupsrejsen, deres bed-in og de genvorligheder, de møder undervejs, og dagbogsnotaterne ender med et suk og linjerne: "Christ, you know it ain't easy, you know how hard it can be. The way things are going, they're gonna crucify me".
The Beatles holder op med at tournere omkr. 1966, både forårsaget af dødstrusler, men lige så meget fordi de skrigende teenage piger, som om muligt var endnu værre i USA end andre steder, totalt overdøvede musikken. Som John udtrykte det: "Vi troede folk kom for at høre musikken, men de kom for at se the Beatles, musikken var de ligeglade med, til sidst stod vi bare og mimede, det var blevet et circus." Der berettes om the ups and downs for gruppen, såsom Johns møde med Yoko Ono, der vel kan siges at have bidraget til gruppens opløsning.
I Tittenhurst overværer vi en samtale mellem John og en fan, der på en sær måde foregriber mordet på ham. Yoko fortæller, hvordan deres sikkerhedsvagter gjorde dem opmærksom på en ung forhutlet mand, der strejfede om i haven om natten, og siger at John føler sig ansvarlig overfor sådanne personer, som er berørt og ligefrem besat af hans sange. John prøver at afdramatisere teksterne, siger at der ikke er nogen mystisk eller skjult mening i sangene, ofte leger han bare med ordene, synger om ganske hverdagsagtige ting etc. Den unge mand virker sympatisk og bliver inviteret på mad, men det får én til at tænke på en anden fan, som også var besat af Johns sange.
Filmen slutter ikke med Johns død, men med John, der sidder ved det hvide flygel i det hvide palæ og synger Imagine, mens Yoko går fra vindu til vindu og åbner skodderne og lukker lyset ind. En smuk og bevægende afslutning på en mindeværdig film.
Filmen har repremiere den 9.december i Imperial, København, hvor den introduceres af Jørgen de Mylius og Beatles-bandet "Beat the Meatles". 12. december vises filmen i BioCity, Odense, 13. december i BioCity, Århus og 16. december i VesterVovVov, København.
