Det var en dosis underholdende omgang klassisk metal, der blev trakteret med, da engelske Saxon atter gæstede Pumpehuset mandag den 5. december. Det var uprætentiøst og lige ud af landevejen NWOBHM, serveret af nogle af genrens pionerer.
Never Surrender
Efter den selvbetitlede debut i 1979 og gennembruddet Wheels of Steel (1980), kom Saxon til at fungere som rollemodel for mange af de bands, der valgte heavy metal som udtryksform. Sammen med Iron Maiden og Judas Priest udgjorde de det fundament for meget senere metal, som fandt sit udspring i den såkaldte New Wave Of British Heavy Metal. Siden da har Saxon med skiftede besætning, og trods kunstnerisk selvmord midt i 80erne, hvor de aflivede det meste af integriteten ved at satse alt på det amerikanske marked, fortsat med at rumstere et sted i kulissen.
I særdeleshed historisk
Saxon valgte med sjældent set konsekvent hånd, udelukkende at spille gammelt materiale som bestod af numre fra 1984 og bagud. Et markant valg i og med, at de faktisk udgav et acceptabelt album i 2004, nemlig Lionheart. Men få havde nogle særlige indvendinger mod dette valg, da bandets i særhed bedste materiale blev produceret for minimum 20 år siden. Så da det 2 timer lange show blev åbnet med Motorcycle man fra Wheels of Steel, var det startskuddet til en aften med the best of (some of) the best - fra dengang.
Showmaster Biff Byford 
Især forsangeren Biff Byford, hvis stemme viste sig at være ganske imponerende intakt, var en trumf for bandet. Med et behageligt og lunt gemyt, en afvæbnende, kliche-dræbende humor og en uhøjtidelig approach, var han en udelt fornøjelse at overvære. Overhovedet var Saxon's indstilling præget af en afslappet, men engageret, vinkel, der gjorde, at koncerten stod frem som noget nær det bedste bud på en værdig præsentation af en musikgenre, der ellers nok på mange måder har overlevet sig selv.
To hell and back again
Så med sjældent spillede numre fra debuten, heavy metal-klassikere som blandt andet 747 (strangers in the night), Dallas 1PM, Stand up and be counted og ikke mindst sættes afslutter Wheels of steel, blev det en svært underholdende og metallisk decembermandag. Still fit to boogie - oh yeah!
