Flere nyheder

 
Litteratur
Creme Fraiche

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Creme Fraiche
Søn. 19. feb. 2006

Suzanne Brøggers første roman "Creme Fraiche", der var en skandalesucces i 1978, da det var første gang, at en kvinde udtrykte sig så ublufærdigt om sit seksualliv, er på gaden igen, og den er i høj grad et gensyn værd. Romanens kompromisløse udforskning af kroppens og begærets mysterier er på en gang dybt bevægende og øjenåbnende og berusende som et glas champagne.

Suzanne Brøgger har forsynet den nye udgave med et forord, hvor hun filosoferer over denne sexuelle revolution, som for alvor brød ud i New York i 70'erne, og som hun må over og opleve for at finde ud af, som hun siger: "Hvordan det er muligt at leve mest interessant og mindst ulykkeligt, inden man dør." Der er møder med alskens frigjorte feminister, men det vigtigste møde er alligevel med en mand, nemlig Henry Miller. Han har fået tilsendt hendes debut , Fri os fra Kærligheden, som hun jo netop er i USA for at promovere, og han siger betegnende nok til hende: "Jeg har et dårligt øje, men jeg har læst lidt i din bog, og ved du, hvad jeg synes, du skriver virkelig godt, med stor frihed og humor, ja, du skriver virkelig godt, når man tager i betragtning, at det jo er ret kedelige ting, du skriver om!" Og det må en erotiker som Henry Miller jo sige til en kvinde, der er en del mere teoretisk anlagt end det er normalt for kvinder og også for Miller himself. Og hun tager ham det da heller ikke ilde op men er betaget over "hvor venlig og deltagende og lyttende, han var. Ægte dannelse, en rigtig gentleman var de ord, der blev ved med at løbe gennem mit hoved."

Vi følger endvidere Suzannes liv som teenager i Østen, hvor hun som 15-årig møder den mand, Max, der initierer hende til kønnets verden, og som forbliver en central person som elsker og senere faderskikkelse i mange år fremover. Østen - Ceylon - Thailand - kommer til live i farverige, sansede, suggestive billeder. Kostskolelivet i Silkeborg skildres hudløst med fin sans for de pubertære konflikter og oprør mod autoriteterne. Samtidig er der også en stor smerte forbundet med den mor, der aldrig fik mulighed for at udfolde sine talenter og derfor hele sit liv var suicidal. Denne kamp for befrielse fra de normer, som ødelagde moderens liv, er dødsensalvorlig for datteren, som kaster sig ud i allehånde eksperimenter for at finde ud af sig selv. Langt hen ad vejen er det æstetikeren, der er i centrum og som giver sig hen til nydelsen, men der reflekteres også meget, og dybt, bl. a. over møderne med den mandlige mystik, også kaldet kløften i hagen, og disse møder afføder mange eksistentielle overvejelser, et oprindeligt sår der afdækkes:

"Det siges, at manden har ondt der, hvor ribbenet blev fjernet. Er det mon sådan, at jeg over for den maskuline mystik og kløften i hagen røber det sårbare punkt, hvor manden i mig, min maskuline kraft, blev stækket for tusinder af år tilbage, og at jeg i foreningen med manden nede i kløften fejrer den oprindelige fryd ved at føle magten parret med den oprindelige smerte ved at miste den? Er det måske derfor, jeg sidder tryllebundet, sitrende af fryd, stum af klumper i halsen med gloende bly i mellemgulvet og hænderne ømme af attrå efter verdens kedeligste mand, for at han skal bore kniven ind i mig og minde mig om mit sår?" Erotikken er ikke kun idyl, kærligheden forbliver dybt problematisk og ægteskab bliver aldrig nogen sikker havn, så Kierkegaard er stadigvæk et sandhedsvidne med ordene: "Gift dig og du vil fortryde det, gift dig ikke og du fortryder det. Gift dig og gift dig ikke, og du vil fortryde begge dele."

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Suzanne Brøgger: Creme Fraiche
Forlag: Gyldendal
Sider: 337
Udgivelsesdato: 02.02.2006
ISBN: 87-02-04302-5