|
|
Den alvorlige og melankolske kvartet, Editors, stod kun 4 måneder efter deres første besøg i Danmark igen på scenen herhjemme. Sidst var det Loppen, der lagde grund til, denne søndag aften var det Store Vega. Og mange tak for det.
De rigtige forhold
Det ville være synd at sige, at det unge band bød på de allerstørste overraskelser i forhold til deres sidste koncert for ikke så længe siden. Sættet var selvfølgelig båret frem af deres eminente debut, The Back Room, samt krydret med et par nye tracks (hvor et af dem var fremragende), et par coverversioner og udeladelsen af blandt andet b-siden French Disko. Men det ville også være absurd at tro, at Editors skulle have haft mulighed for markante tilføjelser og forandringer på så kort tid. Men de manglende overraskelser blev i høj grad opvejet af det store plus, som det unægteligt er, at opleve en velafviklet og godt lydende koncert på Store Vegas scene frem for på den diminutive scene på Loppen.
Vellyd og kontrol
Editors' show varede vel 15-20 minutter længere denne gang, hvor ikke mindst de væsentligt forbedrede sceneforhold gav mulighed for en koncert med en stærkt forbedret visuel side. Bandets dunkle og pulserende lyd blev pakket ind i blandt andet tunge, velouragtige og mørkerøde farver, der understregede tonernes dybde og univers. Samtidig klædte spillestedets gode lydforhold også bandets velnærede, bastante og mørke lydbillede, så både rytmesektionen og de atmosfæriske guitarflader kunne træde ordentligt i karakter. Her formåede især den næsten hele tiden pågående og stort lydende singleguitarist virkeligt at profitere af forholdende. Men overhovedet var de forbedrede forhold en stor gevinst. Hele showets fremførelse var i den grad både kontrolleret og bevidst.
What's next
Hvad så fremtiden vil afstedkomme for det lovende band, er nok stadigvæk lidt usikkert. Man kan ikke rigtigt komme udenom, at de måske nok mangler at træde lidt ud af forbilledernes skygge. Joy Divison og nyere Interpol er navne, som hele tiden dukker op, når talen falder på Editors. Men også U2 anno de tidligste 80'ere spøger i bandets lydbillede, og flere andre kunne sagtens fremdrages (blandt andet singleguitaristens lydlige sammenfald med den tilsvarende ditto i hedengangne og sikkert for de flestes vedkommende glemte engelske band A Flock of Seagulls). Så en større fokus på nye tilgange til sangskrivningen, kunne måske være en god ide. Men Editors sikre og uafviselige talent for det, som de gør, betyder ikke desto mindre, at man uden problemer kan skubbe sådanne kritikpunkter fra sig.
