Flere nyheder

 
Litteratur
Hullebogen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hullebogen
Tir. 14. mar. 2006

Ved første øjekast et kunstnerisk flot bog - med nogle lækre billedcollager, men uden så meget appel til børn. Efter et par gennemlæsninger sammen med børn - faktisk en rigtig udmærket bog, der danner god basis for diskussioner af .. huller!

Poul Lange har lavet en anderledes billedbog med hul i - om alle slags huller: fra sorte huller, hullerne i hovedet, gode huller og dårlige huller.

Bogen starter med en definition af huller: "Et hul er ingenting - med noget udenom". Herefter følger et par sider af en sådan filosofisk karakter, om hullerne i universitet og skabelsen af liv, at mindre børn ikke umiddelbart fanger pointerne. Derefter følger en fokus på hullerne i hovedet: munden, øjnene, næsebor og ører.. og den mest spændende side (iflg. min datter på 3 år) - en side med en hund og en hundelort! Det er en bog, der for et øjeblik får en til at se anderledes på verden - på alle hullerne omkring os, og hvor umådelig vigtigt det ingenting med noget udenom er..

Poul Lange har med bogen lavet et flot stykke billedcollage, der giver et godt udgangspunkt for at snakke med børn om huller. En bog der på mange måder er meget mere end blot en børnebilledbog; den er et lille kunststykke i sig selv.

Hullebogen har tykke papsider af en kraftig kvalitet, der kan holde til ganske meget, og selv det gennemgående hul er ikke sådan lige at ødelægge, selv for små børnefingre.

Bogen kan læses på www.hullebogen.dk, hvor der også bl.a. kan findes hullehistorier, hullebilleder og gæt-et-hul.

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Poul Lange: Hullebogen
Illustrationer: Poul Lange
Forlag: Gyldendal
Sider: 32
Udgivelsesdato: 10.2.2006
ISBN 87-02-03858-7