- Dagbog 1580-81
Michel de Montaigne tog i september 1580 ud på en lang rejse. Han lagde ud lidt nord for Paris og bevægede sig i tidens hestevognstempo ned gennem Tyskland, Schweiz, Østrig og Italien. Først i november 1581 stod franskmanden atter på sit slot uden for Bordeaux. Montaigne afgjorde ikke selv, at dagbogen skulle udgives, det tog andre sig af, da manuskriptet tilfældigt dukkede op næsten 200 år senere. Og nu hvor der er gået yderligere godt 200 år, kommer den berømte forfatters personlige rejsenotater så på dansk.
Montaigne er bedst kendt for sine Essays, han er selveste ophavsmanden til essayet som litterær genre og anses for at være én af renæssancetidens vigtigste forfattere. En udførlig dagbog fra Montaignes hånd bærer derfor uden videre mærkatet 'betydningsfuld litteratur'.
For særligt interesserede kan bogen være en ny indgangsvinkel til 1500-tallet i både litterært og historisk perspektiv. For lidt mindre end særligt interesserede, som jeg selv, er bogens appel dog tvivlsom. Man ved ikke, om Montaigne selv havde tænkt på udgivelse, men man kan konstatere, at dagbogssiderne mange steder ikke virker som noget, der var møntet på at blive læst i ét stræk.
Der er noget lidt uvirkeligt over værket. Noget næsten moderne. Montaigne foretog rejsen i selskab med adelsmænd, tjenere og sekretærer, og alligevel giver dagbogen indtryk af, at han er alene i verden. Hvis det ikke netop handler om Montaignes eget fysiske velvære, handler det om bygninger, byer og landskaber. Stort set intet om stemningen i truppen.
Man glemmer også, at man befinder sig i 1500-tallet, men dette skyldes formentlig, at man er vant til at læse om perioden hos nutidige forfattere og ikke hos datidige som Montaigne. Det giver alligevel en spøjs effekt, når én af tidens plager, pesten, bliver nævnt en passant - hov, der var vist pest i den by, så der kunne vi ikke ride ind. Egentlig er det et fortrin ved bogen, at vi ikke får serveret gennemtygget historieskrivning, men upoleret førstehåndsberetning.
Skrivestilen er ekstremt opremsende, registrerende med et mere positivt ord. Det giver et behageligt læsetempo, men også overflade, ligegyldighed, ensformighed. "Vi så en fattig mands lille dreng, som havde brok, blive skåret op og behandlet særdeles råt af kirurgen. Vi så et umådeligt smukt offentligt bibliotek på et smukt sted ved floden.", hedder det i en by i Schweiz. "De støver deres glas af med en støvdusk for enden af en stok. De siger, at man kan få meget fine heste for fyrre eller halvtreds écus.", hører vi et sted i Tyskland. Det lyder som punkter på en liste.
Der bliver altså registreret og påstået mere end der bliver forklaret og anskueliggjort. Chatain er "en grim lille by", og hvad angår italienske kvinder, ser man "ikke så mange grimme som i Frankrig." Ind i mellem virker det morsomt, og det gælder også, når Montaigne beskriver sin fysiske tilstand. Netop dette træk ved dagbogen, dens meget hyppige beskrivelser af forfatterens krop og kropsvæsker bidrager på én gang til morskaben, mærkværdigheden og monotonien. Udover højfrekvente referencer til nyregrus og slim, handler side 232 om Montaignes prutter, side 235 indgående om skum og bobler i hans urin, side 244 om en "ubestemmelig stikken i pikken" og side 245 om testiklerne. Det bliver vel meget om en mand og hans krop. Måske skulle man prøve at læse et essay?
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.
Forfatter: Michel de Montaigne
Forlag: Gyldendal
Sider: 318
ISBN: 87-02-03943-5
