Flere nyheder

 
Litteratur
Det Gyldne Kompas

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Det Gyldne Kompas
Tir. 25. apr. 2006


"Det Gyldne Kompas" i 3 bind er en prisbelønnet serie af den store britiske fantasyforfatter Philip Pullman, og serien bliver betragtet som ny klassiker indenfor børn- og fantasylitteratur. Det er et værk, der både kan læses som ungdoms-og fantasybøger, men som har langt flere facetter og filosofiske betragtninger, og derfor på mange måder er mere henvendt til det voksne publikum.

Bøgerne kan læses som rene fantasy-bøger, hvor 1. del handler om pigen Lyras kamp mod de onde børnemishandlere, "snapperne", 2. del om drengen Wills kamp for at finde sin far, og 3. del om Lyra og Wills rejse og deres møde med døden og kærligheden. På dette led en ganske god og underholdende historie om kærlighed, venskab og forræderi. Men graden af kompleksitet stiger gennem bøgerne, og hvor første del let kan læses som en børnebog, så bliver de mange parallelle verdener, sideløbende historier samt politiske og filosofiske forviklinger i 2. og 3. del svære at overskue for børn. Så selvom bogen umiddelbart af beskrivelse og indtryk er sat i bås med Harry Potter bøgerne, så kræver de langt mere af læserne, og er derfor ikke at anbefale til mindre børn.

Bøgernes plot udspiller sig i kampen mellem de to store magter i universet - de magter, der har kæmpet mod hinanden siden tidernes begyndelse: Den magt, der ønsker vi skal vide mere, blive klogere og stærkere og den magt som vil have os til at adlyde, underkaste os i ydmyghed. I denne trilogi står disse magter overfor hinanden - klar til at kæmpe. Hele serien er en opfyldelse af en profeti om en ny fristelse og et nyt syndefald, og en ny arvesynd. Der oprustes gennem hele bogen på alle sider, indtil den endelig kamp i sidste del af bog.

Seriens hovedpersoner er pigen Lyra, der kommer fra en parallelverden til vores (og som på mange punkter ligner vores verden for et par hundrede år tilbage) - hvor alle er i besiddelse af en 'Daimon', en slags tvillingesjæl i form af et dyr - og drengen Will fra en verden, der ligner vores i dag.

Det er en bogserie med en stærkt religiøst tema, bygget op over historien om syndefaldet med mange filosofiske og religiøse betragtninger. Det er en serie, der blander fantasygenren med historier fra Biblen, klassiske værker som Dante og gamle eventyr. En bog, der kan læses overfladiske som en god fantasyhistorie med hekse og panser-isbjørne; men som, hvis man virkelig læser den, kræver et utroligt overblik, kendskab og stillingtagen til religiøst filosofiske overvejelser om ånd, sjæl og krop.

Det er et godt og velovervejet værk, hvor det filosofiske dog er det primære, og fantasy'en kun er et middel til at fortælle historien. Det er en bog man skal købe, hvis man har lyst til at læse en meget anderledes syndefaldsberetning, der er fyldt med fantasi og tankevækkende overvejelser om sjælen og livet.

Philip Pullman: Det Gyldne Kompas 1: Det Gyldne Kompas
Forlag: Gyldendal
Sider: 400
Udgivelsesdato: 11.4.2006
ISBN: 87-02-04548-6
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Philip Pullman: Det Gyldne Kompas 2: Skyggernes Kniv
Forlag: Gyldendal
Sider: 334
Udgivelsesdato: 11.4.2006
ISBN: 87-02-04553-2
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Philip Pullman: Det Gyldne Kompas 3: Ravkikkerten
Forlag: Gyldendal
Sider: 517
Udgivelsesdato: 11.4.2006
ISBN: 87-02-04554-0
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.