Flere nyheder

 
Litteratur
Naturen i Danmark - Havet

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Naturen i Danmark - Havet
Fre. 19. maj 2006


Nogle gange sidder man med en bog i hånden, som man bare slet ikke har lyst til at slippe. En bog hvis forside og illustrationer bare emmer af kvalitet og fordybelse, og som fagligt er helt på toppen. Sådan en bog er første bind om "Havet" i den nye serie "Naturen i Danmark".


Naturen i Danmark er et nyt værk i fem bind, der beskriver Danmarks biologiske, geologiske og landskabsmæssige grundlag. Først bind om "Havet", der netop er udkommet, bliver efterfulgt af "Geologien", "Det åbne land", "Skovene" og "De ferske vande", der udkommer i løbet af de næste 2 år.

Værket er skrevet af landets førende forskere inden for marinbiologi, og er velegnet både som opslagsbog, men også som lystlæsning for alle, der er interesserede i den danske natur. En begejstring og forståelse for naturen er drivkraften, som forskerne forsøger at give videre til læserne, og målet et bredere kendskab til naturen og den naturvidenskabelige forskning.

Danmark er overvejende omgivet af hav - og landet har med sine mange fjorde og bugter en usædvanlig lang kystlinje i forhold til sit areal. Det er således naturligt, at netop havet spiller en stor rolle for Danmark. Men på trods af havets store betydning, er de fleste danskeres viden om havet begrænset. Selvom dybden af de danske farvande de fleste steder er under 200 m - hvilket er meget lavt sammenlignet med den gennemsnitlige dybe i verdens oceaner på 3 km - så er havets liv stadig skjult under overfladen, og kræver særlige metoder at udforske. Denne bog forsøger at kaste lys over forskellige sider af havets natur.

Bogen består af 20 kapitler. Først behandles de danske farvandes fysiske udformning, historie og hydrografi. Anden del er en gennemgang af livet i vandsøjlen - fra mikroorganismer til hvaler. Tredje del har vægt på den biologiske stofomsætning, og den sidste del af bindet beskæftiger sig med vores brug og misbrug af havet - herunder landindvindinger, fiskeri og forurening.

Det er en rigtig illustreret bog, der med sine mange rigtige gode farvebilleder, diagrammer og figurer er med til at højne læseoplevelsen. Der er også mange interessante faktabokse i bogen, der fortæller om relevante emner og problemstillinger indenfor det specifikke emneområde.

Alt i alt en bog, der absolut er værd at købe og have stående - et uundværligt opslagsværk og en nydelse at kikke i for den naturinteresserede.

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Tom Fenchel (red.): Havet
Forlag: Gyldendal
Sider: 516
Udgivelsesdato: 19.5.2006
ISBN: 87-02-03026-8