Flere nyheder

 
Musik
Mudhoney

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Mudhoney
Tir. 23. maj 2006

Et af grunge rockens reelle udgangspunkter, Seattle-bandet Mudhoney, gæstede mandag 15. maj Vega. Og på trods af, at de havde deres dåb for snart tyve år siden, og at den såkaldte grunge rock som fænomen ebbede ud mange år tilbage, så leverede Mudhoney en fin koncert på dansk grund.

Et ganske imponerende antal publikummer havde valgt at bakke dette efterhånden historiske, men stadigvæk sprællevende band op. Mudhoney har holdt mere eller mindre gang i sejlene siden singledebuten "Touch Me I'm Sick" fra 1988. Samme år udgav bandet så et af de albums, der betragtes som genren grunge's kickstarter, ep'en "Superfuzz Bigmuff". Året efter kom så bandets første fulde album, "Mudhoney", samme år som Nirvana's første album, "Bleach", så dagens lys. Og to år efter sad Nirvana som bekendt på det meste, da de storhittede verden over med "Nevermind", der hev grunge-scenen ud af subkulturen og ud i mainstreamen til de store salgstal.

Med det nye album "Under A Billion Suns" fra marts måned dette år i ryggen, skulle det amerikanske band så overbevise i hvert fald undertegnede om, at de stadigvæk den dag i dag kan gøre krav på opmærksomhed med deres fuzzede, støjende, tunge, garagerock-drevne og syrede bidrag til rockmusikken. Og uden at have stiftet bekendtskab med deres sidste udspil, så var det klart min oplevelse, at live gør de stadig væsen af sig. Bevares, der bliver ikke knaldet så voldsomt igennem mere, og det fysisk pågående er nok erstattet af en lidt mere tilbagelænet approach. Men Mudhoney's musik har stadig bid.

Aftenen bestod af 80 minutters udvalgte numre fra hele karrieren. Debuten "Touch Me I'm Sick", "If I Think" og "In 'n' Out Of Grace" fra "Superfuzz..", "Here Comes Sickness" og "When Tomorrow Hits" fra det selvbetitlede debutalbum, var alle sange der gjorde, at setlisten var dækket særdeles godt ind hvad angår highlights fra de tidligste dage. Derudover gjorde diverse nedslag i resten af karrierens produktioner - blandt andet blev det vist til to eksempler fra det nye album - sit til, at et varieret udbud fra Mudhoney's små to årtier på rockscenen blev præsenteret.

Gigget denne aften i Vega gjorde sig som et lille, intenst og nærværende show. Uden de største armbevægelser fik Mudhoney skabt en god og tæt atmosfære, der indimellem med et betragteligt drive fik sat pænt gang i salen. Især de længere musikalske stykker, hvor bandet snørklede rundt i overstyrede, tunge, fuzz-befængte lydbilleder, gjorde godt. Her trådte væsentlige referencer som Blue Cheer, Black Sabbath og MC5 tydeligt frem.

Mudhoney gav denne aften i Vega en god og solid koncert, der nok var uden det store drama, men som til gengæld lunede en forårskold rocksjæl.