Flere nyheder

 
Litteratur
Hjertepatchwork

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hjertepatchwork
Tir. 8. aug. 2006


Er man glad for at sy, er bogen "Hjertepatchwork" et lille fund, der nok skal give én inspiration til mange hyggelige timer. Modellerne har alle hjerter som tema, og det er utroligt, hvor forskellige de er - i stil, materiale og anvendelsesmuligheder. En fin bog, især for dem, der er fortrolige med teknikkerne.

Tre veninder mødtes for at sy, og det viste sig, at de alle havde medbragt modeller med hjerter. Det gav dem den fortrinlige ide at udgive en bog fyldt med hjerter i alskens farver, størrelser og stoffer. Måske er det de tre forskellige personligheder, der giver bogen en sådan alsidighed, i hvert fald er det en meget opfindsom bog, der viser, at hjerter ikke behøver at være tuttenuttede.

Blandt mine personlige favoritter er de meget stilrene Julehjerter i hvide og guldfarver, nogle med perler og krympestof, og tæppet med Sommerfuglehjerter, hvor hjerter i forskellige farver og størrelser på to slags baggrunde kombineres med nogle utroligt flotte quiltninger og som et ekstra touch pyntes med filthjerter med små træknapper. Men der er også meget andet: Strandtasker, tehætter og kaffevarmere, dækkeservietter, og et væld af puder og tæpper.

Bogen indledes med en række tips og teknikker, så hvis bare man kan finde ud af at holde på en nål, kan man faktisk være med. Det er dog en fordel at være lidt fortrolig med patchwork- og quilteteknikker i forvejen. Bagest i bogen finder man desuden skabeloner til alle bogens modeller. Selve opskrifterne er korte men nemme at forstå, og hvis blot man er lidt omhyggelig i sit arbejde, bør man ikke støde på forhindringer undervejs. Meget af arbejdet kan oven i købet sys i hånden, selvom det selvfølgelig er noget nemmere med en symaskine.

Også rent fotografisk er bogen lækker, man får virkelig lyst til at putte sig i de bløde hyggetæpper! Der er closeups af mange af modellerne, så man kan nærstudere detaljerne, hvilket er en rigtig god ide. Man kan købe alt, hvad der skal bruges til modellerne i patchworkbutikker, som ligger over hele landet - man kan nemt finde dem på nettet, men til fremtidige udgaver ville en fortegnelse over udvalgte patchworkbutikker være et ekstra plus.

Alt i alt en rigtig fin og inspirerende bog.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Ann E. Baird, Ea Fisker og Jette Højgaard: Hjertepatchwork
Forlag: Aschehoug
Sider: 72
Udgivelsesdato: 14.04.2006
ISBN: 87-11-16924-9