Undertegnedes forventninger var pænt høje til koncerten med canadiske The Dears, der gæstede Vega mandag den 14. august. Dette i mine øjne lidt oversete indieband, der især blev kickstartet qua musikalsk inspiration af The King, Morrissey. Og de skuffede på ingen måde, men afleverede en kompetent og elektrisk glødende koncert, der var drevet frem af energisk spillelyst, mod og et fremragende materiale.
Gang of Losers
Nyeste album fra de iørefaldende canadiere hedder 'Gang of Losers' og har release den 28. august. Dette for de fleste fremmødte nok endnu ret ukendte album, dannede hovedgrundlaget for aftenens sæt i Vega. Og denne beslutning var ganske modig i betragtning af, at bandet i forvejen nok kører lidt på sidelinien, men de stolede på materialet - og de valgte tracks fra kommende album holdt da også fuldstændig. Desværre betød vægtningen af det nye materiale så, at der ikke var så mange sange fra bandets eminente album fra 2004, 'No Cities Left', på programmet.
Canadisk Britrock
På trods af, at The Dears var overraskende direkte og rockede i deres udtryk, så kunne de massive elektriske udladninger ikke skjule bandets primære inspirationskilder. Fundamentet er uforfalsket britisk, og som sangstrukturerne blandt andet bærer klart præg af at være influeret af navne som The Smiths, Morrissey og Blur, så peger bandets udførelse af sangene også hen imod den engelske scene anno midtfirserne og de tidlige halvfemsere. Guitarist, sangskriver og sanger Murray Lightburns vokal emmer i den grad af lydmæssigt og grebsmæssigt sammenfald med Damon Albarn. Og derudover tilfører han også sin vokal fraseringer og tonale peaks a la Morrissey, så The Dears musikalske udgangspunkt ligger lige for. Musikken er storladen, melodiøs og optegnet med et melankolsk touch.
Tændt og direkte
The Dears formåede på imponerende vis at bibeholde sangenes sensitive linier til trods for, at de blev afleveret på en forbavsende strømførende og direkte facon. Lydniveauet var exceptionelt højt og elektrisk med rasende, gnistrende og forvrængede guitarer, der så klart gjorde, at bandets britrock udgangspunkt blev tilført en for denne type rock mere sjælden direkthed og basisk rock'n'roll-sound. Det fuldfede rockudtryk betød, at de kvindelige keyboardspillere nok forsvandt en anelse i lydbilledet, men deres tangenter spillede alligevel på betydelig vis med i kompositionernes grundlæggende stemninger. Og ligesådan gjorde den betagende og attitudebevidste Valerie Jodoin-Keatons tværfløjte, der nok blev udfordret af den massive lydmur, men som tog kampen op og gav sit fascinerende bidrag til The Dears på én gang tætte, rockede og varierede lydunivers.
Enestående koncert
Så ja, The Dears koncert i Vega var en inciterende og medrivende oplevelse. Forhåbentlig dukker de snart igen op herhjemme, for flere end den halvfyldte koncertsal denne aften burde så absolut kunne finde interesse i de canadiske vovemodige indierockere.
Fotokreditering: Michael Beck
