Flere nyheder

 
Litteratur
En fremmed banker på

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En fremmed banker på
Ons. 23. aug. 2006

Familien Smart får deres liv ændret ved mødet med den fremmede Amber, der dukker op under familiens sommerferie i Norfolk. Hun siger, at hendes bil er brudt sammen, og så bliver hun ellers hængende hos familien i flere uger.

Michael, stedfaderen, der underviser i engelsk litteratur på universitet, hvor han har for vane at forføre sine kvindelige studerende, bliver forblændet af Amber. Eve, moderen, der er forfatter til historiske biografier, men som har skriveblokeringer, møder en, der kan relatere til hendes manglende sammenhørighed med familien.

Magnus på 17 år, der er på randen af et sammenbrud, som skyldes hans medvirken til mobningen af en skolekammerat, der siden begår selvmord, bliver først reddet af Amber fra selv at begå selvmord og siden forført af hende. Astrid på 12 år, der ser distanceret på verden gennem sit kamera, får en ven, der forstår hende, hvilket er ret fantastisk for en 12-åring desillusioneret barn-snart-ung-pige.

Bogen er opdelt i begyndelsen, midten og slutningen, og hver del er fortalt på skift ud fra personernes synspunkt, hver med sin egen stemme: Astrids som set gennem en linse, Magnus ud fra hans oplevelser, Eve som et interview med sig selv og Michaels som en leg med ordene. Det er en bog, hvor legen med ordene er det primære, hvor forskellige fortællerteknikker er brugt til at skabe en fortælling, der dog visse steder netop pga. de mange fortællemåder mister sammenhæng.

Ved bogens begyndelse har alle i familien nået en slags blindgyde, men ved hjælp fra Amber opnår de en ny selvsikkerhed og selvopfattelse, der er i stand til at give dem en ny start i livet. Det er skotske Ali Smiths første bog oversat til dansk. En bog udover det sædvanlige, som ikke er helt lige til at læse og forstå, men som trods alt har visse kvaliteter i sin anderledes tilgang til en fortælling om livskriser hos mennesker i forskellige stadier af livet.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Ali Smith: En fremmed banker på
Forlag: Gyldendal
Sider: 312
Udgivelsesdato: 18.08.2006
ISBN 87-02-04634-2