|
|
"The game of their lifes" er en filmatisering af historien om de amerikanske fodboldspillere, der overraskede alle ved at slå England under VM-slutrunden i fodbold i Brasilien, 1950. Filmen begynder i St. Louis i foråret 1950, hvor vi præsenteres for en flok fodboldspillere, der pludselig får deres livs chance, da de bliver bedt om at repræsentere USA ved det forestående VM.
Forventningerne er minimale, og de overvejer længe, om de overhovedet vil tage af sted til den ydmygelse, de forventer det vil blive. Men et sammensat landshold fra to meget forskellige klubhold i USA bliver sendt af sted. Der er interne stridigheder mellem de to grupper af spillere, og der er intet i truppens testkampe der tyder på, at de vil kunne spille sammen som et hold, eller at de har nogen som helst chance for at slippe fra slutrunden med æren i behold. Men til alles overraskelse leverer de en heroisk indsats, og vinder over en af de store VM-favoritter, England, med 1-0. (Og nej, jeg har ikke lige røbet pointen i filmen - det står jo i historiebøgerne..)
Det er en sand historie, og selve historien kunne såmænd godt være en filmatisering værd, men desværre drukner den næsten fra første replik i amerikansk selvforherligelse. Den fokuserer primært på den gruppe af amerikanere fra St. Louis med italienske rødder, der kommer fra meget trænge kår og går så meget igennem, men kæmper heroisk for deres land, og derved opnår mere, end man overhovedet havde troet muligt.
Filmen bygger historien op omkring nogle karakterer, som man følger igennem filmen, men på grund af uinteressante, unuancerede karakterer samt generelt ringe præstationer fra skuespillerne, bliver man aldrig grebet af historien. Den ene af de spillere man følger er Gino Pariani, hvis helt store bekymring er, om de nu når at få spillerdragter til turneringen. På vej til deres første kamp kører spillerbussen ind forbi en amerikansk base, Rio de Janeiro basen, hvor de modtages af amerikanske tropper.
Det amerikanske flag er hejst, og ikke et øje er tørt, da en amerikansk general langt om længe overrækker spillertrøjer til dem. Han holder en smuk, patriotisk tale og så bliver de kaldt op én for én, modtager deres dragter og gør honnør til generalen, alt imens storladen baggrundsmusik (som måske havde passet bedre i soundtracket fra Danser med ulve) underbygger stemningen.
Det er ærgerligt, at der skal smøres så tykt på, da man mister interessen for en ellers interessant historie. - Men det drukner selvfølgelig irritationen over de middelmådige skuespillere lidt... Filmen står tilbage som en uinteressant, unuanceret og meget patriotisk kærlighedserklæring til en glorificeret udgave af "den amerikanske ånd" og de helte som repræsenterede den.
Filmen afsluttes (naturligvis havde jeg nær sagt) med at de efterhånden aldrende spillere der rent faktisk var med dengang, træder frem på et stort fodbold stadion og modtager folkets hyldest.
Tilbage er kun at sige god fornøjelse med filmen, og GOD BLESS AMERICA!
