Det var med meget store forventninger, at jeg sidste weekend - fredag nat klokken 01.00 - indfandt mig på københavnske Rust. For danske Veto skulle akkompagnere denne første efterårs nat med deres melankolske, melodiøse og både skærende og behagende toner af rock med elektroinfluenser. Men natkoncerten blev desværre ikke nogen stor bedrift. Langt fra.
Rumkontakt
Det forholdsvis beskedne spillested, der ikke kan rumme det største publikum til koncerter, var pakket så tæt, at berøringsangst og anden mangel på lyst til fysisk intimitet med en fremmed offentlighed måtte tilsidesættes. Eneste sted, hvor det var muligt bare at fornemme en anelse af kropslige bevægelsesmuligheder var bagerst i lokalet - i baren, men der kunne man så ikke se en dyt af, hvad der foregik på den lille scene. Så jo, Veto er populære på den københavnske livescene, og Rusts natkoncerter ligeså - og det er trods alt meget godt.
There's A Beat In All Machines
Veto indfandt sig på den lille scene ikke så langt tid efter 01. Og med det fremragende og meget succesfulde debutalbum 'There's A Beat In All Machines' i bagagen, så kunne det vel ikke gå helt galt. Og det gjorde det vel heller ikke. Men specielt godt gik det så absolut heller ikke. Det koncentrerede og på ingen måde synderligt showprægede band leverede deres sange på stribe, hvoraf de fleste af dem fortræffelige kompositioner. Men Veto formåede aldrig rigtigt at få numrene langt nok udover scenen; de forplantede sig aldrig for alvor hos det fysisk hæmmede publikum. Man stod ligesom bare der og stod, og kiggede, og nikkede lidt med hovedet, anerkendende, men revet med blev man aldrig rigtig.
Manglende udslag
Der manglede et eller andet, noget afvekslende, et eller andet, der kunne bryde den halvfade helhed. Tracks som eksempelvis 'Cannibal' og 'You Are A Knife' er ellers nok numre, der kan vække stor begejstring hos publikum, og favoritterne fra Vetos endnu begrænsede katalog bevægede da også de fremmødte. Bare lidt. Men de store udslag var der aldrig, hverken fra publikum eller scenen. Og derudover var lyden langt fra imponerende, den manglede i samme grad som koncerten højdepunkter. Overhovedet var denne aften på Rust en indeklemt og ikke særligt spændende oplevelse.
Men da jeg nægter at tro, at Veto vil fremstå på samme måde, når de i næste måned gæster Pumpehuset, så tror jeg også, at jeg vil indfinde mig der. Til den tid har de været på tour omkring USA, og måske genfundet lidt af det beat, der i hvert fald er i alle maskiner.
