|
|
Karen-Lise Mynster har sat Jean-Paul Sartres
"Lukkede døre" op på Teatret ved Sorte Hest, og det er lykkedes ud over al forventning at skabe et gribende eksistentialistisk drama. Med tre blændende skuespillere, der komplementerer hinanden perfekt, og som virkeligt forstår at fylde den lille scene helt ud, ender alt med at gå op i en højere enhed.
3 store stjerner
Der er tre skuespillere på scenen, der uden store virkemidler må bære hele forestillingen. Og det gør de forrygende. Ann Eleonora Jørgensen spiller den smukke barnemorderske Estelle, der fornægter sin skyld og prøver at forføre Garcin for at have nogen at spejle sig i. Det er humor på højt plan, da hun fra helvede karikerer sin veninde, den fede, prustende Olga, der danser rundt med Estelles tilbeder og træder ham over tæerne, alt imens hun afslører Estelles sorte hemmeligheder.
Peter Oliver Hansen gør det også fremragende som kujonen Garcin, der mere end noget andet har brug for at tro på, han ikke er en kujon. At han har pint sin kone i årevis, betyder mindre for ham, end hvad efterverdenen mener om ham. Derfor kan han ikke nøjes med Estelles halvhjertede bekræftelser, men er nødt til at overbevise Inés, der hader ham helhjertet. Peter Oliver Hansen er fremragende som hårdhjertet skurk og brysk forfører, men når han står i undertøj, bøjet over Estelle, men ude af stand til at modstå Inès spydigheder, er han helt forrygende.
Alle tre gør det fantastisk, men måske er Anette Støvlebæk den allerbedste, når hun på bedste rovdyrfacon med et sultent blik kredser om Estelle. Hendes kropssprog er uforligneligt, både når hun prøver at forføre Estelle, og når hun ydmyget må se på, at hendes udkårne foretrækker Garcin. Så blid som hun kan være over for sin "lille lærke", så giftig og ondskabsfuld er hun overfor resten af verden.
En himmelsk tur til helvede
Der er næsten ingen grænse for, hvad der alt kunne gå galt i sådan et stykke, der i så høj grad afhænger af dialogen (Jesper Kjær stod for en vellykket oversættelse); især scenerne, hvor de samme replikker bliver gentaget 2-3 gange; men de tre skuespillere gjorde det formidabelt, både hver for sig og sammen, og stykket endte med at gå op i en højere enhed. Sartres filosofi blev på ingen måde udvandet, men fik lov til at komme til sin ret, uden at stykket savnede drama eller intensitet af den grund. Scenografien, udarbejdet af Rikke Juellund var enkel men uhyre effektiv til at skabe en dyster, klaustrofobisk atmosfære, lyd og lys virkede også som det skulle - alt klappede simpelthen denne aften!
Sartre ville have været stolt, det kan der ikke være tvivl om. Lukkede døre kunne godt gå hen og blive sæsonens største teateroplevelse, så jeg kan ikke opfordre nok til at tage ind og se det.
Se spilletider.
Foto: Jasper Spanning
