Flere nyheder

 
Litteratur
Junglebogen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Junglebogen
Tir. 26. sep. 2006




Dette er en fantastisk nyillustreret udgave af den tidløse fortælling om Mowgli og junglens dyr samt andre Kipling klassikere som Den hvide sæl, Rikki-tikki-tavi og Elefanternes Toomai.


Kipling skriver klassiske fabler om dyre- og menneskelivet i Indien omkring år 1900. De mest kendte historier er dem om menneskeungen Mowgli, der opfostres hos ulvene i den indiske jungle. En historier, der blev gjort kendt af Disney, men som her er i sin oprindelige form. Den er dog stadig med de samme dejlige figurer, som den søvnige brune bjørn Baloo, der lærer ulveungerne jungleloven, og den sorte panter Bagheera, der bliver Mowglis beskytter.

Det er ikke en samlet udgave af Kiplings Junglebogen, som bogens titel antyder, faktisk er der kun 3 ud af 8 historier fra den originale bog, mens de andre historier stammer fra Den nye Junglebog. Men bogen kan siges at være en samling af nogle af de bedste fabler fra Kiplings forfatterskab.

Udover historien om Mowgli er der historien om den hvide sæl Kotich, der leder over alle verdenshavene efter en rolig ø med gode faste strande, hvor sælerne kan leve og mændene ikke nå dem. Og historien om den store krig det modige desmerdyr Rikki-tikki-tavi udkæmpede mod de farlige brilleslanger Nag og Nagaina. Det er fortællingen om drengen Lille Toomai, der på halsen af den gamle elefant Kala Nag oplever, hvad ingen mand før har set - elefanternes natlige dans alene i hjertet af Garobjergene. Og til slut er historien om hendes majestæts tjenere; muldyret, kavalerihesten, kamelen, okserne og elefanten, der diskuterer, hvorfor de i det hele taget slås.

Alle historierne er ledsaget af sangtekster og digte som er med til at skabe nogle gode stemningsbilleder, som f.eks. Sælernes vuggesang i historien om "Den hvide sæl":

"Sov sødt lille baby, natten er bag os,
Og sort er de vande, der funklede grønt.
Over bølgerne månen den efter os kigger
I dalen imellem, hvor vi hviler så skønt.
Hvor bølge møder bølge, hvor blød er din pude.
Åh, min lille luffebaby, trygt du dig skal hvile!
Stormen skal dig ikke vække, hajen ej dig få,
Sov kun sødt, mens havets bølger til dig smile."

Bogen er en nyillustrering af nogle af Kiplings bedste historier ved den australske kunstner Robert Ingpen, og den er en del af den flotte serie, der inkluderer Peter Pan og Skatteøen (tidligere udkommet fra samme forlag). Illustrationerne er meget naturtro, og langt fra den Disneyfiserede udgave af historien om junglebogen. Dobbeltsiderne er utroligt flotte, men man kommer let til at bladre for hurtigt over dem - bedst er de halv- og helsides tegninger, som man kan se på, samtidig med at man læser. Nogle af tegningerne er dog lidt for mørke efter min smag, hvor det er lidt svært at se, hvad de forestiller, men generelt er han sluppet virkelig godt fra det.

Kvaliteten af bogen er meget gennemført - det er kraftige lækre sider, der virkelig gør det til en dejlig oplevelse at læse bogen. En absolut anbefalelsesværdig bog for alle aldre, der er en nydelse fra ende til anden.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Rudyard Kipling: Junglebogen
Illustrationer: Robert Ingpen
Forlag: Sesam - Egmont
Sider: 194
Udgivelsesdato: 15.09.2006
ISBN 87-11-22587-4