Flere nyheder

 
Litteratur
Peter Plys - Bogen om mig

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Peter Plys - Bogen om mig
Man. 9. okt. 2006

I denne bog kan du nedskrive alle de sjove detaljer om dit barns første skridt, første ord, første tand, ferier, den første fødselsdag, guldkorn og meget mere, blandet med små søde citater og illustrationer fra de originale Peter Plys historier.

Bogen om mig følger barnet de første spændende år. Der er fortrykte rammer til billeder, hånd- og fodaftryk, og plads til at beskrive de mange små og store begivenheder fra de første år. I bogen er der plads til mange fotografier - og rundt omkring kan man finde kuverter til scanningsbillederne og armbåndet fra hospitalet. Der er talrige steder til at notere tidspunkter og datoer på alt fra sovetider den første nat hjemme (som man alligevel aldrig er i stand til at huske), til første bad, første nat der blev sovet igennem og alt det andet, som er stort i øjeblikket, men som man lykkeligt glemmer detaljerne omkring med tiden.

Når man som jeg har udfyldt snart to af disse bøger (i ældre udgaver) er der dog enkelte ting, der kunne gøres bedre. Blandt andet mangler der en tandoversigt, selvom der er en hel side med dato for første til tiende tand. Og selvom der er plads til mange billeder og tekst, mangler der nogle tomme sider ind imellem, hvor man kan få helt frit spil til noget af det, der ikke lige kan kommes i de fortrykte rammer og bokse - f.eks. en side til svømmebilleder og en til billeder med søskende/kæledyr/bedsteforældre. En side der også kunne gøres mere illustrativ er "Mit stamtræ", så man rent faktisk skrev familien ind i et hierakisk stamtræ.

Når alt dette er sagt, er det dog stadig en rigtig god bog, der med sine illustrationerne fra de originale Peter Plys bøger (og ikke den moderne Disney-udgave), giver bogen et rigtigt klassisk og tiltalende præg, som måske også er til at se på om 18 år, så ens børn synes det er en lækker ting at få - og ikke alt for pinlig!

En klar anbefaling herfra - særligt til de der ikke har den store lyst eller overskuddet til at lave en scrapbog for barnets første år helt fra bunden.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Peter Plys - Bogen om mig
Tekst af A.A. Milne og illustrationer af E.H. Shepard
Forlag: Gyldendal
Sider: 44
Udgivelsesdato: 09.10.2006
ISBN 87-02-04614-8