|
|
De senere år har mange tyskere dyrket den såkaldte Ostalgie, en mere eller mindre seriøs nostalgi efter det gamle DDR og alt der omgav det. Den fascination af det gamle Østtyskland er gemt langt væk i Florian Henckel von Donnersmarks film "De andres liv", der stiller skarpt på det umenneskelige overvågningssamfund og dets ofre.
Vi befinder os i 1984, den kolde krig er på sit højeste og Ministerium für Staatssicherheit (Stasi) holder DDR i et jerngreb med sine næsten 100.000 ansatte, der overvåger befolkningen og rapporterer enhver, der ikke lever op til de rette kommunistiske idealer eller får ideer om at flygte til Vesten. En af Stasis mest samvittighedsfulde og effektive agenter er Gerd Wiesler (Ulrich Mühe), der loyalt udfører sit arbejde med at holde samfundets fjender nede. Da kulturminister Bruno Hempf, der bliver spillet særdeles usympatisk af Thomas Thieme, beordrer overvågning af forfatteren Georg Dreyman påtager han sig selv opgaven og går arbejdet med sædvanlig omhu. Lejligheden spækkes med mikrofoner, og Wiesler sætter sig til rette på ejendommens loft, hvorfra han følger med i alt, der foregår hos Dreyman (Sebastian Koch) og hans kæreste, skuespillerinden Christa-Maria Sieland (Martina Gedeck).
Denne opgave er dog ikke helt almindelig. For det første er minister Hempfs motiver for at beordre overvågningen ikke efter reglerne, og for det andet finder Wiesler snart ud af, at Dreyman og hans kæreste ikke er som de normale samfundsfjender. Tværtimod er de overbeviste om systemets fortræffelighed, men det er ikke godt nok for Hempf, der insisterer på, at overvågningen fortsætter, til de finder noget belastende om Dreyman.
Overvågeren og de overvågede
Handlingen i De andres liv kører på to parallelle planer. Der er historien om Dreyman og Sieland, der bliver stadig mere frustrerede og utilfredse med systemet og dets undertrykkelse af kunstnere, der træder ved siden af. Da Dreymans ven Albert Jerska begår selvmord, efter han har fået arbejdsforbud (skønt den slags naturligvis ikke findes i DDR, som Hempf forsikrer os om) er det dråben, der får bægeret til at flyde over. Dreyman tager bladet fra munden og pennen fra blækhuset, og skriver en artikel om den hemmelige østtyske selvmordsstatistik til det vestlige blad Der Spiegel, ikke en ufarlig opgave i det paranoide DDR-samfund.
Samtidig følger vi overvågeren Wiesler, der på sit loft er vidne til Dreyman og hans intellektuelle venners kriminelle virksomhed. Den partitro kaptajn får gennem overvågningen indblik i en anden verden, og han fatter snart sympati for de overvågede, der kun er brikker i Hempfs spil. Han holder hånden over dem, og ved at undlade at rapportere deres gerninger udvikler han sig fra at være partitro Stasi-agent til medskyldig i deres landsskadelige virksomhed. Han træder ud af rollen som statens håndlanger og påtager sig rollen som sine medmenneskers beskytter.
Ekkoet fra 1984
Det er næppe, tilfældigt at handlingen er henlagt til 1984, for det er svært ikke at se paralleller mellem De andres liv og George Orwells roman. Overvågningen er total, men i modsætning til 1984 er det ikke kun et umenneskeligt system, der står for kontrollen. Der er både meget jordnære motiver bag ordren om at overvåge Dreyman, og Wiesler, der får opgaven er heller ingen maskine, men et menneske, der påvirkes af det han ser. Men systemet er stærkere end det enkelte menneske, og forsøget på at redde Dreyman og Sieland er dømt til at mislykkes. Stasi har sin egen udgave af Orwells værelse 101, der rummer enhvers værste frygt. I dette tilfælde truslen mod Christa-Maria om, at hun aldrig får lov til at optræde igen.
De andres liv er et gribende portræt af tilværelsen under DDR's jernregime. Styrken ligger i, at den ikke kun skildrer de mennesker, der bliver ofre for Stasi og de kommunistiske lederes luner, men også giver systemet et menneskeligt ansigt, på trods af dets umenneskelige natur. Wiesler er filmens centrale figur og det er også ham, der spiller den mest interessante rolle. Hans forvandling fra kynisk forhørsleder og underviser i forhørsmetoder på Stasis akademi til samvittighedsfuldt medmenneske bliver mesterligt spillet af Ulrich Mühe, der formår at fremstille forvandlingen uden sentimentalitet. I det hele taget er der ingen sentimentalitet eller fascination i fremstillingen af DDR, kun et portræt af et samfund og et system, der krævede ofre både blandt de overvågede og overvågerne.
Se spilletider.
Foto: Sandrew Metronome Filmdistribution
