Flere nyheder

 
Film
Stay

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stay
Tir. 17. okt. 2006


Denne seriøst kringlede thriller er instrueret af Marc Forster, der også lavede 'Monsters Ball' og 'Finding Neverland'. Men denne nyeste bedrift på Forsters cv er en præstation af de lidt mere vaklende. Historien er interessant nok men afviklingen er noget ujævn.


Historien i Stay centrerer sig om Henry, enestående spillet af Ryan Gosling, der er en særdeles mentalt forstyrret ung studerende. Han har store problemer med at skelne mellem hvad der er indbildt og hvad der er virkelighed. Og plaget som han er af uforklarlige lyde og diverse syner, er han på opgivelsens rand. Da han en dag så skal til konsultation hos sin psykolog, erfarer han, at denne på grund af sygdom er blevet afløst af Sam, der spilles af Ewan McGregor.

I løbet af de tos samtale fortæller Henry, at han har til hensigt at begå selvmord om 72 timer, med mindre at Sam kan redde ham fra hans mareridt. Og som Sam er en nidkær og ansvarsfuld mand, begynder han sammen med sin kæreste, spillet af Naomi Watts, at undersøge Henrys baggrund, symptomer og historie. Men som Sam hurtigt og effektivt bevæger sig ind i den plagede Henrys univers, så begynder han også på mærkværdig vis, at blive offer for præcis de samme uforståelige symptomer og hændelser, som der plager Henry. Og hvad er nu hvad, og hvem er hvem?

Filmens absolut mest positive træk er dens fremragende visuelle side samt Ryan Goslings stærke skuespilpræstation. Han er tidligere blandt andet set i Murder by numbers og den brillante, men slemt oversete, The Believer, og er som sædvanligt virkeligt overbevisende.

Stay er så mindre vellykket hvad angår fortællingens forløb, idet den sovses ind i lige vel meget anstrengt mystik, der afstedkommer et lidt anstrengt og prætentiøst præg. Dog lykkes det filmen at lukke med en vis afklaring, men undervejs gøres der lidt for meget for at gøre det hele lidt mere snørklet, end det måske rent faktisk er.

Men uanset dette, så er Stay en seværdig film. Især på grund af Ryan Gosling og de flotte billeder.

Ude nu på dvd fra SF Film.