Flere nyheder

 
Film
Ice Age 2: På tynd is

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ice Age 2: På tynd is
Man. 23. okt. 2006

Endnu en medrivende og underholdende animeret fortælling om de tre venner, Manse, Sid og Diego. Filmen er fuld af fart, lun humor og vid, og så er den akkurat som etteren eminent udført og aldrig kedelig.

Mammutten Manse, dovendyret Sid og sabeltigeren Diego erfarer i denne sequel, at istiden er ved at være ovre. Men til trods for de mange plusser, der nu engang er ved den kolde tids endeligt, så har den nye sæson også en mindre heldig overraskelse at byde på. Så da al den smeltende is står til at ville oversvømme den dal som de bor i, må en større redningsaktion sættes i værk, for at redde alle dalens dyr.

Men dette er selvfølgelig ikke helt så nemt. En masse forhindringer ligger foran de tre charmerende skikkelser og deres store følge på deres vej mod redningen, som befinder sig i den modsatte ende af dalen. Og det bliver ikke gjort lettere af, at to optøede, store og meget grumme og glubske rovfisk fra fortiden ramler sammen med vores tre venner og deres store selskab af fantasifulde skabninger.

Ice Age 2 byder på flere sjove, nye bekendtskaber. Især er de to pungrotter, Crash og Eddie, et fantastisk morsomt og berigende bekendtskab. Med særdeles up-to-date replikker og opførsel, giver de to rasende kæphøje banditter et nyt frisk pust til filmens univers.

Filmen er som dens forgænger ufattelig flot kreeret. Animationerne er imponerende levende og ligeså er dens figurer. Det eneste, man måske kan indvende, er, at historien ikke har helt så meget tyngde, som den havde i den første Ice Age. Men der er til gengæld masser af action, humor, varme og vid, og man kan umuligt undgå, at holde af både fortællingen og dens charmerende midtpunkter.

Ice Age 2: På tynd is er kvalificeret underholdning for hele familien. Man er allerede begyndt at glæde sig til treeren.

Ude nu på dvd fra SF Film.