|
|
Nyopsætningen af Tennessee Williams "Omstigning til Paradis" er en skinger, ujævn og ikke specielt engagerende affære. Men at forestillingen så alligevel ikke falder helt til jorden, det skyldes især Christian Lemmerzs fantastiske scenografi og Ditte Hansens anstrengelser med figuren Blanche DuBois. Lemmerz og Hansens bidrag til livtaget med dette sen-klassiske drama er en gave, som stykket ville have været en hel del fattigere foruden.
Elysian Fields
Da den psykisk labile Blanche DuBois ankommer til endestationen Elysian Fields, har hun ladt et tabt familiegods og en del personlige nederlag bag sig. Uden meget andet end et par mellemfine kjoler i bagagen, er hun på vej til søsteren Stella (Maria Rossing) for her måske at kunne rekonstruere noget af sin håbløst sammenfaldne facade af forestillet high society og succesfuld sydstatskvinde. Men rejsen til søsteren Stellas hjem bliver i stedet for en rejse ned i dybet, et face-to-face møde med uforfalsket socialt armod og menneskelig deroute.
Stanley Kowalski
I et hærget og ruinagtigt New Orleans, der rummer referencer til både historiens oprindelige tid i sidste halvdel af fyrrerne og et mere nutidigt, orkanramt slumkvarter beboet af overkarikerede white trash-personager, møder Blanche så sin søster, dennes mand Stanley (Zlatko Buric) og ikke mindst sin sørgelige skæbnes endeligt.
Triggeren, der udløser den arme Blanches fatale exit er, udover hendes påtagede livsløgns magtesløshed over for de omstændigheder hun pludselig er blevet en del af, især det omvendte paradis' ukronede konge, den polske indvandrer og storbums Stanley Kowalski. For som dramaet Omstigning til Paradis ikke mindst er centreret omkring modsætningers crash, så er kollisionen mellem Blanche og Stanley et skæbnesvangert ditto, hvor Blanche kun kan kæmpe imod, men aldrig sejre.
Christian Lemmerz og Ditte Hansen
Opsætningens to klare vindere er Christian Lemmerz, der har tilvejebragt scenografi og kostumedesign, og Ditte Hansen, der har den altdominerende rolle som Blanche DuBois.
Lemmerzs scenografi er enestående og i ordets bogstaveligste forstand autentisk. Han har simpelthen kreeret et udendørs scenario midt i Turbinehallen med bilvrag, shacks, jordbunker og mudder samt ikke mindst enorme mængder af våd, våd regn. Den nærmest konstante lyd af silende regn fra de ophængte sprinklere giver et helt særligt spil af atmosfære.
Og Ditte Hansen bærer en ligeså væsentlig del af stykket med sin kraftfulde og energiske virkeliggørelse af Blanche DuBois og alle hendes neurotiske og forkrampede karaktertræk. Det haltede måske en smule i starten af stykket, hvor hendes skuespil virkede lidt for stift og kantet, men hun kom i den grad efter det. Som forestillingen skred frem, blev hun bare stærkere og stærkere, og endte med at stjæle opmærksomheden fra alle de andre aktører.
Og minusserne
Overhovedet er opsætningen alt for karikeret og manisk. Dramaets nerve går simpelthen tabt i alt hysteriet, og som sådan mistes en del af det, der ellers bærer fortællingen igennem. Tonen af tung, indeklemt frustration og forkvaklet, erotisk tiltrækning, bliver aldrig rigtig eller dirrende farlig i Emil Hansens iscenesættelse. Vægtningen af det udbasunerede og de store armbevægelser fratager fortællingen dens klaustrofobiske nærvær. Og det er ærgerligt.
Men Omstigning til Paradis er bestemt underholdende nok. En lidt dårlig start, hvor det føles noget svært at falde ind i historien, udbedres hen ad vejen. Og som sådan føler man sig som tilskuer da også mere og mere på. Men forestillingen rammer aldrig rigtig plet, dertil overgøres for meget - alt for meget.
Se spilletider.
Foto: Linn Sandholm
