Flere nyheder

 
Film
The Squid and The Whale

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
The Squid and The Whale
Tir. 14. nov. 2006



Noah Baumbach, der også var medforfatter til den enestående komedie "The Life Aquatic with Steve Zissou" fra 2004, har både skrevet og instrueret denne lille herlighed af en film, som er baseret på hans egne oplevelser omkring forældrenes skilsmisse, da han var en dreng.



Fremragende og vedkommende komedie/drama

The Squid and The Whale er en lille filmperle om familien Berkman, der består af forældrene samt deres to børn. Jeff Daniels spiller den uendeligt slatne Bernard Berkman, der i egne øjne er et voldsomt overset forfattertalent. Men på trods af, at han er blevet udgivet, så har det som sådan ikke ført ham så meget længere end til et job som underviser. Men da hans kone Joan, spillet af Laura Linney, opdager sit hidtil skjulte talent som forfatter, splittes familien blandt andet på grund af en hos faren frembrusende jalousi. Som Bernard Berkman ser sig selv som miskendt både som forfatter, ægtemand og far, påbegyndes familiens deroute, der hurtigt ender med skilsmisse.

Far, mor og børn
Da skilsmissen er en realitet, tvinges ægteparrets to teenagesønner, spillet af Owen Kline og Jesse Eisenberg, til at rekonstruere forholdet til deres nu noget ustabile og mærkværdigt reagerende forældre. Moren formår trods alt nogenlunde at bevare fatningen, selvom hendes begyndende forhold til den kiksede tennislærer nok skaber røre. Samtidigt har hun nok også lige svært nok ved at se de komplikationer, som deres skilsmisse har til følge for deres drenge. Men på overfladen er hun den kontrollerede part.

Faren er derimod en lang tragikomisk figur udi åndssvag, barnlig og uansvarlig opførelse. Hvis han ikke er decideret apatisk, vælter han sig frem gennem familiens genvordigheder som en hund i et spil kegler. Og da han så indleder et kikset og håbløst forhold til en af sine studerende, Lili, som den ældste søn også er forgabt i, så er totalbilledet på hans fallit skrigende evident.

Joint Custody Blows
Selvfølgelig er det især de to drenge, der ender med regningen for deres forældres manglende formåen og halvblinde vaklen gennem krisen. Den yngste søn begynder at udvise en mærkværdig adfærd, og den ældste søn begynder gud hjælpe mig at kopiere sin håbløse far. Delt forældremyndighed stinker i den grad for de to arme sønner, der heldigvis bliver klogere, som fortællingen ebber ud.

Underholdende alvor
Filmen om familien Berkman og deres besværligheder er hele vejen igennem både underholdende og bevægende. Okay, figurerne er måske lige vel konstruerede, hvilket nok blandt andet kan tilskrives Baumbachs ønske om at give figurerne bid, nerve og nuancer. Rammerne for historien og dens implicerede er ret så intellektuelle, og dette fjerner filmen en del fra en mere 'Kitchen sink'-orienteret realisme, som sikkert også har været forfatteren/instruktørens hensigt. Der er masser af genkendelighed i fortællingens overordnede træk, lidt sværere bliver det så med personernes mere ualmindelige aktioner og reaktioner. Men hvad gør det, man kan i høj grad forholde sig til filmen og dens personer alligevel. Måske bare sådan lidt på distancen.

Excellent skuespil
Men bedst af alt er skuespillernes præstationer. Som The Squid and The Whale er en rigtig 'skuespiller-film', hvor en anselig del af læsset må bæres af de centrale aktører, så klarer de fire Berkman's det alle fremragende. Jeff Daniels er aldrig set bedre, og de tre andre følger godt med.

Jo, The Squid and The Whale er og bliver en must see-film.

Ude nu på dvd fra Scanbox.