|
|
Nicole Holofcener står bag flere afsnit af "Sex and The City", og det er noget, der skinner i gennem i hendes spillefilm, "Friends With Money". Til trods for gode skuespilpræstationer fra fire stærke kvinder savner filmen imidlertid mod til at gå helt i dybden med de fire hovedpersoners skæbner.
Det er ikke nemt at være på røven - specielt ikke hvis ens omgangskreds har røven fuld af penge. Det er den sandhed, Olivia (Jennifer Aniston) står op til hver morgen i Nicole Holofceners Friends With Money.
Olivia er stoppet som lærer og tjener nu til dagen og vejen ved at gøre rent i folks hjem. Pengene er små, og skal der shoppes hudcreme, er det en klapjagt gennem byen efter gratis vareprøver. Hendes eneste trøst er de dildoer, hun en gang i mellem låner fra kunderne (selvfølgelig uden at spørge) og så ikke mindst indtagelsen af en mere end forsvarlig mængde pot.
Mens Olivia således ikke har trukket det lange strå, ser det anderledes ud for hendes tre veninder. Christine (Cathrine Keener) er en succesrig manuskriptforfatter, Jane (Frances McDormond) har medvind som designer, og Franny (Joan Cusack) går hjemme med sine to børn, mens manden tjener store penge.
Slanger i paradis
Imidlertid er det en ofte gentaget sandhed, at penge ikke nødvendigvis gør én lykkelig, og Friends With Money er ingen undtagelse. Christines ægteskab med David er en light-version af "Who's afraid of Virginia Wolf?". Jane nægter at vaske hår, men bruger i stedet krudtet på at skændes med mere eller mindre sagesløse fremmede, mens hendes mand udviser flere og flere tegn på homoseksuel adfærd. Bedst ser det ud for Franny, der ser ud til at trives i rollen som fuldtids "Socker-mum", men også her anes en slange i paradis.
Kommer aldrig i dybden
Der er altså lagt op til et hav af konflikter, der gennem 84 minutter kunne få publikum til at grine, græde, frydes og korses i selskab med de fire heltinder, og der er da også en del kævl og skænderi. Missionen er tilsyneladende, at vi gennem disse konflikter skal lære karaktererne bedre at kende. Det gør vi bare ikke. Til trods for de store spørgsmål som ansvar og kærlighed bliver det aldrig helt et spørgsmål om liv og død. Herregud, Christine og David skændes, og Jane har en midtlivskrise, men vi bliver aldrig ført derned, hvor det virkelig gør ondt, og det er faktisk synd. Der er nemlig mange gode tilløb, og så skal filmen have ros for ikke at overformulere sine pointer.
Ligeledes er skuespillet i høj klasse. Jennifer Aniston viser, at hun er i stadig udvikling som "seriøs" skuespiller, og hun falder på ingen måde igennem i et selskab, der ellers godt kunne tage pusten fra de fleste. Cathrine Keener og Joan Cusack spiller mere eller mindre på rutinen, hvilket er helt i orden, når bundniveauet er så højt. Helt fantastisk er dog Frances McDormond. Hendes verbale overfald til højre og venstre sitrer af indestængt frustration, og man har på fornemmelsen, at man ville brænde fingrene, hvis man rørte ved hende.
Der er med andre ord tale om en film, der kunne have været vellykket. Intentionerne er gode, og havde instruktøren haft mod til virkelig at gå i dybden med sine karakterer, ville der sandsynligvis være kommet noget både rørende og medrivende ud af anstrengelserne. I stedet sidder man tilbage med en fornemmelse af, at filmens mest smertefulde øjeblik er, da Jane går ind i en glasdør.
Ude på dvd nu af SF-video.
