Flere nyheder

 
Litteratur
Pynt og pift

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Pynt og pift
Man. 27. nov. 2006

Med bogen "Pynt og pift - Blomster og blade af stof, uld og garn" har tekstilkunstneren Dorthe Kjeldgaard Rasmussen sammensat en hobbybog med fine ideer til, hvordan man uden større besvær kan skabe et blomsterhav til at pynte på tasker, tøj eller kort mm. Midlerne er lige så få, som mulighederne er store, og det gør "Pynt og pift" til en usædvanligt inspirerende og anvendelig bog.

Bogen indledes med en overskuelig indledning til stoffer og teknikker, og så kastes man ellers ud i at forme blade vha. stearinlys og pincet - heldigvis er der en meget lang og udførlig billedserie, der viser præcist, hvad man skal gøre. Der vises også eksempler på variationer i både stof, farve og facon, så allerede den første model viser sig at være uhyre alsidig. Samme teknik bruges så til at lave forskellige blomster i varierende sværhedsgrader.

Hvis man dog ikke føler sig tryg ved at sidde og lege pyroman med sine stoffer, er der også mulighed for at sy, folde, hækle, klippe eller udstanse sine blomster - mulighederne er tilsyneladende ubegrænsede. Dorthe Kjeldgaard Rasmussen har desuden fundet frem til nogle meget lækre materialer, der i sig selv frister en til at kaste sig over projekterne. En stor ære tilfalder også Claus Dalbys fine fotos, der næsten lader en føle stoffernes og garnenes tekstur med øjnene.

Pynt og pift er en god bog for begyndere, for der skal ikke investeres formuer i specielle hjælpemidler og ufremskaffelige materialer. De fleste opskrifter forudsætter heller ikke den store håndarbejdsmæssige erfaring, men guider en sikkert gennem blomsterverdenen med en god kombination af tekst og billeder. Samtidigt er der nok af udfordringer til den erfarne strikker eller valker, der gerne vil give sine kreationer lidt ekstra liv.

Hvad jeg især godt kan lide, er at Dorthe Kjeldgaard Rasmussen ikke blot remser forskellige variationsmuligheder op, men bruger et par sider efter hver opskrift på at demonstrere, hvordan samme opskrift kan bruges på vidt forskellige måder. Det betyder godt nok, at der bliver plads til færre opskrifter i bogen, men til gengæld er disse langt mere anvendelige, end det ofte er tilfældet, og bogen ender med at være utroligt inspirerende.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Dorthe Kjeldgaard Rasmussen: Pynt og pift - Blomster og blade af stof, uld og garn
Forlag: Klematis
Sider: 128
Udgivelsesdato: 13.11.2006
ISBN: 87-641-0127-4