Flere nyheder

 
Musik
The Twilight Singers

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
The Twilight Singers
Lør. 9. dec. 2006

- A Stitch in Time.

Så er der nyt fra amerikanske The Twilight Singers. Og det er særdeles godt nyt. Ep'en 'A Stitch in Time' er en forsmag på det album, som i 2007 vil efterfølge bandets sidste fremragende fuldlængde, 'Powder Dust' fra maj i år.

The Gutter Twins
Da The Twilight Singers gav to koncerter i Danmark i august måned, havde de den mørke stemme fra Mark Lanegan med som selskab. Lanegan er især kendt fra Seattle-bandet Screaming Trees, men udover en række soloplader, så har han også gjort sig bemærket sammen med navne som Queens of the Stone Age og Isobel Cambell.

Den faste frontmand og vokalist i The Twilight Singers er Greg Dulli, tidligere Afghan Whigs, og når han og Mark Lanegan arbejder sammen, så får disse to 'Gutter Twins' virkelig hårene til at rejse sig. De klæder hinanden som få, og den mørke feeling, det melankolske og musikalske nærvær, som de kan istandsætte, er fantastisk.

The Twilight Singers er et enestående band, men når de arbejder sammen med Lanegan, når de endnu højere.

Live With Me
Ep'en 'A Stitch in Time' består af fem tracks, der alle er intime, inciterende rockskæringer. Mark Lanegan synger med på to af dem, og det er især det ene af disse, åbneren 'Live With Me', som stikker ud. Dette track, der er en fortolkning af et Massive Attack nummer, er simpelthen uafrysteligt intenst og er et kæmpe bevis for, hvor langt dette fremragende band kan nå, ikke mindst når de kreerer musik sammen med deres enestående gæstevokalist.

Tracklisten
Ep'en består som nævnt af fem numre - alle af høj klasse. Tracklisten er således:

1. Live With Me (featuring Mark Lanegan)
2. Sublime (feat. Joseph Arthur)
3. Flashback (feat. Mark Lanegan)
4. They Ride (feat. Rick McCollum)
5. The Lure Would Prove Too Much

Albummets nummer fem bør også fremhæves. Her beviser The Twilight Singers, at de sagtens kan uden gæster. For det er et mageløst band, der byder på rock, som med sit stemningsmættede udtryk kryber ind under huden og bevæger.

Ep'en 'A Stich in Time' er særdeles dragende og er hermed anbefalet på det varmeste.

Udgivet på One Little Indian/Kick Music.
Foto: Sam Holden