"The man who lives for love" er et energifyldt album, der kunne være lyden fra et røgfyldt øvelokale til en jamsession, hvor der er skruet godt op for forstærkerne, og spilleglæden fræser af sted uden så megen finjustering af de små poetiske detaljer eller den større idé.
"I was a little messed up in the head anyway", indrømmer Jon Spencer, når han fortæller om indspilningerne og albummet.
Det er en upoleret, ru garagelyd, masser af guitarlicks, og mødet mellem The Doors, Rolling Stones, og Dire Straits, tilsat lidt ubestemmelig twisted blues. Til tider går det godt, andre gange farer de vild. Nogen gange finder de tilbage, andre gange bliver man forbavset over, hvor meget de kan trække den kat i halen, før den giver op.
"It was freezing cold. It was tough, just a barn with a space heater. We got that freak element. We got the groovy hate vibe. We got weird" siger Jon Spencer om indspilningerne.
Jon Spencer beskrives som en levende legende. Han er frontmand i "Blues Explosion" og "Heavy Trash", og har på dette album taget brødrene Cody og Luther Dickinson fra "North Mississippi All-stars" med ned i Mississippis sumpe for at spille sort mudret sumprock.
Albummet er produceret af Jim Dickinson - far til Cody og Luther Dickinson. Det blev oprindeligt indspillet i 2001, og var kun tiltænkt det japanske marked. Men nu kommer det så i en opdateret version til resten af verden. En version, som indeholder hele 7 ekstra skæringer, der aldrig tidligere har været udsendt.
Det er et album, der virker, som om det spontant er kravlet op af Mississippis sumpe med sit eget liv, og knap så meget et gennemkomponeret og poleret studiealbum. Hvilket er både godt og skidt.
På den ene side giver det en stor energi og giver albummet et særligt udtryk.
På den anden side står det nogen gange lidt i stampe, og til tider mister det balancen i et langtrukkent brag med ansigtet lige i asfalten, som får zappe-fingeren til at dirre på den batteri-ladte laserpistol peget mod anlægget.
"Jon (Spencer) is an extension of something that happened initially here in Memphis, between art, punk rock, and old, primitive blues players that were still alive.. That all goes back to the Memphis Country Blues festival, this kind of art-school crossover thing that happened down here. Jon picked up on it, big time, and ran with it". Citat: Jim Dickinson.
Kick Music.
