Flere nyheder

 
Film
Barndommens Gade

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Barndommens Gade
Tor. 8. feb. 2007

I 1986 blev Tove Ditlevsens selvreflekterende roman Barndommens Gade forvandlet til en visuel fortælling, da Astrid Henning-Jensen instruerede en ung Sofie Gråbøl i rollen som den drømmende Ester. Nu er filmen om den unge baggårdslyriker langt om længe sendt ud på DVD i en i øvrigt kedelig udgave uden nogen former for informativt ekstramateriale, der ellers ville have været ønskværdig og have klædt DVD'en.

Tove Ditlevsen levede en stor del af sit sociale liv på gaden, hvilket hun fremstiller i romanen Barndommens Gade fra 1943, hvor Ester repræsenterer hendes alter ego. Hendes forhold til forældrene var problematisk - hun følte sig ikke elsket og værdsat - hvilket betød, at hun brugte meget tid på at drømme sig væk i sin egen fantasiverden. Således fremstår romanen ikke blot som en socialrealistisk skildring af Vesterbro-miljøet, men er i højere grad en sindstilstand, et stemningsrum, der frembyder stærke, poetiske billeder.

Netop disse poetiske billeder formår Astrid Henning-Jensen at bruge som rammen om hendes filmatisering, der reflekterer tidsbilledet overbevisende i hendes til tider stemningsmættede billeder af et gråt og trist baggårdsmiljø på 30'ernes Vesterbro. Dette skyldes naturligvis også til dels fotografen Mikael Salomons ekspertise. Salomon valfartede i øvrigt senere til Hollywood, hvor han instruerede filmen Hard Rain, og han har i dag instrueret afsnit for populære serier som Band of Brothers, Alias og Rome.

Vi befinder os i 30'ernes arbejderkvarter på Vesterbro, hvor 14-årige Ester (Sofie Gråbøl) drømmer sig væk fra den grå virkelighed, der ligger som en hinde om hele det fattige kvarter, hvor hun bor. Hendes drømme er rene, hvide og naive og står således i skærende kontrast til det regnvåde københavnske baggårdsliv, der dominerer hendes hverdag. Hun gør sig tanker om livet og kærligheden, og nedfælder disse poetiske indfald i sit kladdehæfte. Hun er et reflekterende og følsomt menneske, der føler sig spærret ind i en verden af tristhed, og som en anden blixensk sangfugl er fanget i en verden af gråhed og armod, hvor hendes tanker og følelser ikke respekteres - og det til trods for, at hun får at vide, at hun ikke skal opføre sig som et barn, da hun snart er voksen.

Filmen visualiserer billedet af en familie, der ikke har overskud til deres børn - hverken økonomisk eller følelsesmæssigt. Man taler ikke sammen, og da slet ikke om sex, der er et tidsmæssigt tabu, man helst negligerer. Og det til trods for, at Ester deler værelse med forældrene, hvor faderen hver lørdag kræver sin ret i ægtesengen, mens datteren ligger en håndsrækning derfra.

Ester bliver kvalt i dette miljø, hvilket også gør sig gældende for broderen, der dog mander sig op og forlader hjemmet med denne afskedskommentar til sin søster:

"Nogle gange skal man gøre det, man er bange for."

Filmens force er så klart den unge Sofie Gråbøl, der tidligere samme år debuterede i Henning Carlsens film Oviri - i øvrigt også fotograferet af Mikael Salomon - hvor hun spiller overfor for Max von Sydow og Donald Sutherland - en ilddåb af de helt store, må man sige. Hun spiller overbevisende godt, og man kunne allerede her se, at en stjerneskuespiller var født.

Dog har filmen også nogle ganske tydelige skavanker, der bl.a. viser sig i det generelle skuespil. Således overspiller Esters bror (Carl Quist Møller) ganske fælt i flere scener, og filmen introducerer skæbner med lidt vel løs hånd. Det undrer bl.a. såre, at Esters veninde ikke får mere spillerum, når vi nu finder ud af, at hun har et mildest talt forkvaklet forhold til faderen, og forsøger at bearbejde dette ved at fremstå som en stærk tyvetøs. Et andet kritikpunkt er filmens måde at fremstille det stauningske arbejderhjem. Dette fremstilles på en lidt for idyllisk facon taget i betragtning af, at vi befinder os i 30'ernes depressionstid med massearbejdsløshed, sult og elendighed. Et København, hvor den lille borger ikke havde noget at le af.

Ude på DVD fra Sandrew Metronome