Blackfield: Blackfield II

Israelsk kontroversiel fredsaktivist danner par med avantgardemusiker fra London i makkerskabet Blackfield, som netop har udsendt deres 2. album. Og det er der kommet nogle storladne og melankolske hymner ud af, der udfolder sig i en sønderbombet storby

Steven Wilson er især kendt som sanger, sangskriver og guitarist i sammenhæng med hans faste band, det neo-progressive Porcupine Tree. Israeleren Aviv Geffen har ført en tilværelse som kontroversiel sanger og fredsaktivist med egne sange, der tog udgangspunkt i det kaos, der var hverdag i hans del af verden.

Aviv Geffen hørte Porcupine Tree og blev fascineret af Wilsons lyd, og da de to mødtes, opstod der hurtigt et musikalsk venskab, der første gang fandt sit udtryk i singlen "Hello" fra 2003, efterfulgt af en hel cd i 2004 med titlen "Blackfield". Bandet oplevede fantastiske anmeldelser fra en begejstret presse allerede fra starten, og især kombinationen af de dragende melodistykker, den melankolske grundtone og de store, susende velourklæder, der lægger sig som tunge draperier over numrene, lovede godt for det utraditionelle par.

Med opfølgeren "Blackfield II" har Geffen og Wilson skabt et fantastisk lydunivers, der spænder vidt, fra en skarp intro med "Once", hvor kantede guitarriffs kiler sig ind i den underspillede melodi, for umiddelbart efter at blive afløst af dæmpet piano og lavmælt sang. I 4. nummer "Christening" træder Wilson i karakter som David Bowie-klon og man er pludselig 3 dekader tilbage i en enkel og symfonisk 70'er-lyd.

Sangene er skrevet i henholdsvis Tel Aviv og London, og der er en grundliggende smerte i de ofte pompøse sange, som kredser om længsel, dødsangst og isolering, og erindringer om en barndom, der faldt som tørre blade af et gammelt, dødt træ i sangen "Some day". Og det er i disse storbybilleder, parret med den storladne instrumentering og de intelligente sange, at Blackfield har sit publikum og sin berettigelse. Der er ikke anarki eller rebelskhed i musikken, men en længselsfuld og formfuldendt grundstemning, der klinger ud til sidst i det lidt klichefyldte slutnummer "End of the world". Blackfield får 5 stjerner for høj kvalitet med stærke personlige sange, der dog ikke har den store originalitet i sig.

Blackfield påbegynder en omfattende turne i forbindelse med denne udgivelse, men der er ikke nogen foreløbig plan om, at de gæster Danmark i denne ombæring. Det skulle da lige være, hvis de kunne lokkes til Roskilde Festivalens grønne scene. Man har da lov at håbe.

Udgivet på Snapper Music/Target Distribution.