"I love the future" er den optimistiske titel på 12 sange som debuterende dansk/engelske Caufield kører i stilling som deres bud på dansabel indiepoprock med lette, næsten naivistiske tekster om kærlighedens fortrædeligheder og klodens miserable tilstand.
Coveret viser en tyksak fra lektor Blommes tid, der kigger stjålent ind/ud ad en lem i en masonitdør, som vor morfar byggede dem. Man undrer sig over, hvad han har fået øje på, hvilken virkelighed han belurer, men desværre giver Caufield sig ikke tid til at undersøge den virkelighed, de åbenbart selv er så forelskede i.
Den medfølgende booklet viser lektielæsende ungersvende med Rolling Stones på væggen, gamle spolebåndoptagere og drenge med slips, alt imens Caufields medlemmer hopper småkådt omkring i en nutid, der åbenbart ikke har flyttet sig forfærdelig meget siden da.
Albummets første nummer "Bouncer" er en ganske gedign og holdbar intro, med en tør bas, der bygges op med enkle trommer, solidt understøttende de groovy og småpsykedeliske guitarflader, der befinder sig godt i det lidt eksperimenterende rum. Men det er en stakket frist, for allerede med det efterfølgende nummer og resten af albummet ud, mister sangene den groovy kadence og bliver til mere ordinær og velklingende indiepop a
"Bleacher" viser meget godt det grundlæggende potentiale, der er i melodierne. Her får sangen lov til at ligge i et leje, der passer til dens lettere weltschmerz, bassen ligger som en stram og insisterende melodiskaber og guitarerne veksler mellem det stilistiske for Caufield og den groovy snert, som de mestrer i glimt.
Albummet får lidt mere fast form i de sidste tre numre, men helhedsindtrykket er en produktion, der er brugt rigtig meget tid og energi og ikke mindst talent på, men den ungdoms kådhed og fremadrettethed, der kunne forventes af de visionære optimister, falder alt for ofte ned i pænhedens konturløse landskab, uden at efterlade det større indtryk. Kun i momenter lyser Caufield op i visionær rock/pop.
Udgivet på CPH-Sound.
