Flere nyheder

 
Musik
MXPX: Let's Rock

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
MXPX: Let's Rock
Tir. 20. mar. 2007

Den amerikanske poppunk-trio MXPX har efterhånden godt sytten år bag sig - samt otte albums. Bandet peakede i 1996 med "life in General" og har solgt ret pænt på verdensplan, og nu har de så smidt denne opsamlingsting ud, som indbefatter materiale fra 2000 og frem. Måske for at indhente nye fans, hvem ved. Uanset hvad, så er det et fladt og kedeligt album uden substans og nødvendigt drive.

Overhalet indenom
MXPX er en del af den poppede neo-punk generation, der blev født ud af successen for bands som Green Day, Offspring og Bad Religion. Men sagt med det samme; bandet viser på ingen måde med dette nye værk, at de endsige fortjener at blive nævnt i sammenhæng med disse navne. Og hvad angår stilen poppunk, så er "let's Rock" og MXPX nok også et stående bevis på, at den største del af denne scene, der stod stort i starten og midten af halvfemserne, er blevet overhalet indenom af den allesteder eksploderende emo, der frembyder masser af langt friskere bud på poppet punk.

Ikke meget rock
"Let's Rock" har som sådan ikke meget rocknerve i sig. Det er mestendels blodfattige rester, som slet ikke sparker fra sig. Det hele er væsentligt mere pop end både punk og rock, og de så markante pop-elementer er af den absolut mere flommede og sukrede slags. Derudover er tre af albummets tolv tracks ved gud akustiske sange; helt ærlig...

Make up your mind
Albummet indeholder dog to tracks, der på hver sin måde faktisk fungerer okay. Nummeret "Every Light" rammer godt ind i traditionen af poppunk og er både udført med en catchy melodi og en for genren typisk energi. Og nummeret "Make Up Your Mind", der er mere klassisk punk i sit udgangspunkt - dog uden kanter og andre mulige fornærmeligheder, er den klart bedste sang på "Let's Rock"

Men MXPX får med denne opsamlingsplade på ingen måde overbevist om, at de er et act, der bør smide flere albums efter folk i fremtiden. "Let's Rock" er en parentes, der helt sikkert hurtigt vil gå i glemmebogen.

Udgivet på Side One Dummy Records/Kick Music.