Flere nyheder

 
Musik
Teitur på Posten

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Teitur på Posten
Man. 16. apr. 2007

"Posten" - som det tidligere Rytmeposten i Odense efter en større ombygning er blevet omdøbt til - fik fredag d. 13. april besøg af Færøske Teitur. Uden band - men med den karakteristiske ro, indlevelse og skrøbelighed, der kendetegner ham og hans musik, og som skabte en stor følelse af nærhed mellem ham og publikum.

På scenen stod en enkelt taburet. Bag taburetten stod et lille udvalg af guitarer, og ved siden af havde et Rhodes piano sneget sig ind. Så enkelt var scenen sat, og så enkel blev koncerten også.

Teitur skulle egentlig have spillet koncerten med den norske singer/songwriter Ane Brun, men hun var desværre blevet syg og havde været nødt til at aflyse.

Så Teitur var helt alene på scenen, hvor han udfoldede sit følsomme og poetiske sang-univers, som han hurtigt fik publikum trukket ind i.

Hans sange egner sig utrolig godt til den smukke og enkle fremføring. Derudover synger han rent og klart, og der var ikke mange mislyde fra hverken guitar eller piano. Men man er virkelig også nødt til at kunne fremføre det så sikkert, når man står helt alene og der overhovedet ikke er andre lyde at gemme sig bag.

Teitur har en stor ydmyghed og en indgroet ro på scenen. Han gør ikke noget særligt væsen af sig, men fylder alligevel meget i sin store indlevelse og tilstedeværelse. Tiden mellem numrene udfylder han med hyggelige anekdoter og smalltalk, som er med til at underbygge den hyggelige, intime atmosfære, som han formåede at skabe.

Det eneste "men", der er ved koncerten, er at man til tider godt kunne savne at der lige skete en smule mere. Eksempelvis nogle enkelte numre med en gæstemusiker og lidt "mere" end bare ham selv og hans instrument. det kunne have gjort oplevelsen endnu større, og have fjernet følelsen af, at det var en lidt monoton koncert, selvom den også var smuk, følelsesladet og stemningsfuld.

Foto: Martin Dam Kristensen