"Beat" Takeshi Kitano er en af Japans absolut mest spændende filmmagere. Bag sig har han flere fremragende film, hvor ikke mindst hans første film, "Violent Cop" (1990), det tragiske drama "Hana-Bi"(1997) samt "Zatoichi'"(2003) lyser op. Desværre er han et langt stykke fra sit optimale potentiale med denne nyeste forvekslingskomedie/drama.
Takeshi og Kitano
Udover at begå sig som filminstruktør, så gør Takeshi Kitano det også gerne som skuespiller i både egne og andres værker. Og dette gør sig også gældende for "Takeshis", hvor han faktisk spiller to personer; den sagtmodige kiosk-arbejder, Kitano, der drømmer om at bliver skuespiller, og den selvglade action-skuespiller, Beat, som er en stor stjerne med alt hvad det indebærer - især af negativ karakter.
De to figurer deler både navn og udseende, men den filmstjerne-status, der er Beats virkelighed, den er kun en drøm for Kitano. Han går til utallige auditions, der ikke kaste det store af sig for den indadvendte men alligevel håbefulde mand. Men ikke mindst Kitanos dagdrømme bærer ham igennem, for her lykkes han så fuldstændigt.
Drøm og virkelighed
Men en dag løber de to fysisk identiske mænd ved en tilfældighed ind i hinanden, og herefter ændrer Kitanos tilværelse sig i særdeles omfattende grad. For mødet med Beat er også mødet med alt det, han drømmer om, og som historien glider frem, glider drømme og virkelighed nu også ubestemmeligt ind og ud af hinanden. Hvem er hvem, og hvad er drøm og virkelighed? Figurerne smelter sammen, akkurat som skuespilleris forstilthed smelter sammen med virkelighedens fakticitet.
Lidt af en fuser
Til trods for den ganske interessante fokusering på drøm vs. virkelighed og ikke mindst filmens leg med (og problematisering af) filmmediets styrke og dets negative muligheder udi virkelighsforvrængning, så holder filmen ikke særligt langt. Den første halve time er god, for her er der stadigvæk en form at holde sig til - samt flere af Takeshi Kitanos sædvanlige varemærker, som blandt andet hans tørre og underspillede humor. Men som formen glider filmen af hænde, og man får sværere og sværere ved at forholde sig til fortællingen, så mister filmen sin tilskuer.
Overordnet står filmen frem som et lidt surreelt og meget personligt projekt, der aldrig rigtig lykkes.
Ude nu på dvd fra Sandrew Metronome.
