Lille Vega dannede rammer for et sejt rockende, bizart lystigt og ikke mindst stærkt underholdende potpourri af artrock-bandet Pere Ubus lange karriere, som kickstartede i Cleveland, Ohio, så langt tilbage som i 1975.
Lydkongerne fra Ohio
I 2006 udgav Pere Ubu deres anmelderroste album "Why I Hate Women", men pladedebuterede allerede i 1978 med "The Modern Dance". Et album, som skulle vise sig at være første stop på en lang rejse af musikalske excesser, der spænder lige fra pogo-punk, klassisk storbyrock, eksperimenterende lydkollager med brug af en højt avanceret synthesizer, og hvad man ellers lige havde ved hånden, der kunne lave sjove lyde. Alt sammen koordineret af den mægtige mand i front, David Thomas, som med sine i dag 54 år og godt 120 kilo stadig kan rive en fuldstændig usammenhængende bemærkning og en skærende skarp skingrende vanvittig rocksang af sig.
Med sig havde Per Ubu Steve Mehlman på trommer, som med sine kun 35 år kunne være Thomas' søn, og bag bassen gemte sig en umiddelbar yndig blondine på 48 ved navn Michele Temple. Men hold da kæft, hvor har jeg sjældent hørt så tungt og larmende et slaginstrument, der blev behandlet som når en smed skor en hest: Fast greb om dyret, korte, hårde slag, der sidder præcist, hvor de skal.
Sting, Elvis, Kylie Minogue og alle de andre
"Slow Walking Daddy" fra "St Arkansas" (2002) indledte aftenen med et slæbende tungt groove, der lød som en motor, der lige skulle startes op. Motoren fik mere gang i hjulene med det efterfølgende "Babylonian Warehouses" fra "Why I Hate Women" og da Thomas & Co leverede en bizar sang om kvinden "Caroleen", som pludselig blev til "Keroseene", blev der tændt godt op under showet. Alt sammen mens Thomas i hastigt tempo tømte en lommelærke med Remy Martin, en god håndfuld øl, og en flaske vin fandt også vej til den fede mands læber.
På synthesizer-computeren lagde Dids, som på touren afløste det faste medlem Robert Wheeler, en konstant baggrund af bløde blops og hakkende maskinstøj, der bidrog til det skæve univers, som bandet befinder sig i. Et univers, der understreges af Keith Molinés syrede guitar, der lyder som en blanding af tressertrip og moderne lydeksperimenter.
Men hvor Moliné, Dids og Thomas bevægede sig ud ad tangenten, fastholdt Temple og Mehlman et solidt greb om d'herrers cohonas, der fik numrene, og især Thomas' himmelflygtende galimatias, til grundlæggende at være gedign punkrock, der bedst kom til udtryk i de lidt ældre numre som "Sonic Reducer" og "The Modern Dance" fra 1978 og "Final Solution" fra '76. Men også det fantastiske første ekstranummer "Dark" fra "St Arkansas" viser, at Pere Ubu har evnet at fastholde deres position som et først og fremmest fremragende orkester, der formår at blande rock med punk, gøgl, og med et uimodståeligt drive fra især Temples bas.
Da først Thomas havde fået talt sig varm, eller måske var det mængden af alkohol, kom en masse underlige historier mellem numrene. Således refererede den korpulente kæderyger til samtaler, han for nylig har ført med gode mennesker som Sting, der gerne så, at Pere Ubu engagerede sig noget mere i miljøet, og Kylie, der gerne så, at Thomas begyndte at tage noget pænere tøj på. Og ikke mindst Elvis, der komplimenterede Thomas hans flotte stemme. Giver det mening? Kun hvis man var gæst ved det fede læs' hof.
Foto: Lex Van Rossen
