|
|
Jeppe Brixvolds nye opus "Forbrydelse og fremgang" er et meget ambitiøst forsøg på at forny romangenren. Ifølge forfatteren er hans roman en æstetisk variation over et tema om eksistens i tid - så der sker voldsomme skift i tid og sted og mange forskellige genrer kommer på banen, ligesom der er ekkoer fra både klassiske og moderne romaner.
Romanen består af fire afsnit. I første afsnit følger vi en navnløs jeg-person, der er taget til Paris for at finde sin kæreste. Han bliver afvist, kaster sig ud i druk, møder en ny kvinde, som imidlertid bliver myrdet, og han bliver, skønt muligvis uskyldig da han havde blackout, efterlyst af politiet. Han stjæler en bil og flygter over hals og hoved ud af Paris. Her træder han ind i en eventyrverden à la H.C. Andersens Fyrtøjet, han møder talende dyr og kommer til et stort oplyst slot, hvor nogle unge adelsmænd holder fest, og hvor han ganske naturligt bliver inviteret med og bliver beværtet efter alle kunstens regler af en hær af kokke og tjenere.
I andet afsnit møder han en prinsesse, som han har et højstemt forhold til. Hendes tale til vores helt stammer fra Tatjanas brev til Pusjkin, og hun dræbes, hvorefter han i tredje afsnit drager til de spanske Pyrenæer og får arbejde som skovhugger. Han arbejder sammen med en vis Carlan, og de to drikker og fører en lang endeløs snak om ingen verdens ting, som har tydelige mindelser om Céline. (Jeg må lige indskyde, at Céline er noget mere underholdende læsning.) Disse kedsommelige beskrivelser kontrasteres af et suggestivt lyrisk filosofisk og meditativt essay med overskriften: "Ved hjælp af erfaringen kan vi kaste alt håb og al skyld", hvor jeg lige citerer fra et tilfældigt sted, som viser noget om tonen: "Vi kunne mærke hinandens hænder. Vi så ind i hinandens øjne, som i deres tragte indtog alt, de så. Vi så ned ad os selv, hvor vi pludselig sad og forstod umuligheden i at betragte noget som helst, eftersom det at betragte noget implicerer, at man ikke helt er der."
I fjerde afsnit er vores helt igen tilbage i skoven, hvor han en dag støder ind i den talende hest Bukefálas, bliver metamorfoseret til Alexander den Store! og i de næste 200 sider skal vi ombord i en historisk roman om Alexander og hans krigere, der med masser af bloddryppende detaljer skildrer hans erobringstogter i store dele af Europa for til sidst at ende i Indien. Den historie er meget for lang og frister i høj grad til skimning. Derefter sker der igen et skift til mytisk tid og vi møder en omflakkende Orfeus.
Så skift igen til nutiden, vores helt har skiftet køn og hedder Styra, og der følger et forrygende afsnit, hvor sprogene blandes sammen i en pærevælling; her kommer en smagsprøve, der stilmæssigt kunne minde om Finnegans Wake: "Weil wirself andereweits riche gewesen war am grund die Belägenkeit, mainlich through trade. Proximity to the aisles? A good job, very often. And said then also: I must leave my Mary! But you built her, sir! Not likely, I was out, etc."
Det må nødvendigvis blive en noget summarisk anmeldelse af denne temmelig spraglede, ujævne tekstmasse, der helt ned i det typografiske er nyskabende, idet den normale lige kant er flyttet til højre, mens tekstens venstre side står og flosser. For undertegnede har det været en noget blandet fornøjelse at pløje sig igennem romanen, man kunne beskrive det som en ørkenvandring med nogle få oaser undervejs.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Jeppe Brixvold: Forbrydelse og fremgang
Forlag: Gyldendal
Sider: 406
Udgivelsesdato: 02.05.2007
ISBN 9788702054798
