Sangeren og guitaristen Thomas Bjørnager præsenterer på sit debutalbum "Ni pil op" en omgang gedigen folkelig dansk rock. Man kommer til at tænke på Steffen Brandt, Michael Falch og Allan Olsen. Pladens ti tekster har en fremtrædende plads i helheden, og Bjørnager fremstår som en kunstner med noget på hjerte. Dog halter netop teksterne på mange af numrene.
Det der er galt med teksterne er især deres lidt for flittige brug af ordsprogsagtige udtryk: "græs er ikke grønnere på den anden side", "du fandt en kost og fejede det ind under gulvtæppet", "kun en høstak, hvor vi skal finde en nål" og "det er skoven man ik' kan se for bare træer". Selv om Bjørnager laver lidt om på dem, bliver det aldrig rigtig smart, snarere lidt kedeligt. Så er det sjovere, når han synger om en fars (sin far ?) lidt lumre forklaring på sit behov for kvinder uden tøj: "det er medicin for mine øjne / når jeg ser kvinder nøgne". Eller når han ironiserer over venindebogsfyndighed - "hvis du var vand og jeg var en and..." - på cd'ens eneste deciderede kærlighedssang.
Bjørnager har ikke bare noget, men også meget forskelligt på hjerte. Ud over kærlighed fortæller han blandt andet om en indvandrers vilkår ("Altvar dokali'"), om et vikingetogt ("Hasting & Biskoppen") og om en kutters forlis ("Kamma FN92"). Der er altså ikke ét, men et væld af temaer, og det gør som sådan ikke noget. Det, der kan genere, er bare igen teksternes temmelig svingende kvalitet. Der er variation og forskellige eksperimenter, men ikke for alvor originalitet og lyrisk forløsning af budskaberne. Pladens bedst fungerende tekst er den sidste, "Dem som vi er". Måske fordi den rummer en enkelhed, når den formidler følelsen af at stå som outsider i en ikke navngivet provinsby, der sagtens kunne være Sandemoses Jante.
"Ni pil op" er velproduceret med flere raffinementer som f.eks. gregoriansk kormusik og delikate strygerarrangementer. Det er på en udmærket måde med til at spille op imod den meget traditionelle, lidt forblæste stadionguitar, som kører derudaf på nogle af numrene. Ellers er der også en vis variation af genrer på denne debutplade, hvilket tyder på både mod og nysgerrighed hos ophavsmanden. Thomas Bjørnagers stemme kan bære det meste, og han begiver sig stilsikkert ud i både ballader, messende talepartier, det mere alsangs-rockede og endelig det stille, forløsende afslutningsnummer, hvor omkvædet leveres som en folkelig fællessang.
Summa summarum er det ikke en helstøbt plade, men en plade, der har sine øjeblikke. Bjørnager virker som en modig troubadour, der ikke helt har fundet sit udtryk.
Udgivet på Wesley Records.
