Symfonisk støj på Stengade 30
Da kvartetten fra Sheffield, England, gik på scenen fredag aften den 25. juli, var der et pænt fremmøde, og folk var tydeligvis bekendt med de unge briter, der har tre albums på samvittigheden. Konceptet bag bandet er bas, guitar, trommer og samplede rytmer og synth - og ingen sang. Det instrumentale udtryk fordrer, at der så sker en masse andet på de respektive instrumenter, og det gør der i den grad hos de energisk arbejdende 65daysofstatic.
Aftenen åbnede med et sandt frontalangreb på publikum med trommer som et Stalinorgel og flænsende guitarer, der i fællesskab leverede en stram rock, der ikke kunne andet end at imponere og betage allerede fra starten. Det jagende tempo fortsatte stort set hele aftenen, kun afbrudt af enkelte passager, hvor den ene guitar blev byttet ud med synth og andet forhåndenværende isenkram. Disse passager er på den seneste plade, "The Destruction Of Small Ideas", en integreret del af albummets kompositioner, men til koncerten blev numrene fyret af fra hoften uden de store dikkedarer. Og her ligger også 65daysofstatic's begrænsning, da det instrumentale udtryk langsomt blev en smule ensformigt som aftenen skred frem. Numrene var hver især ganske udmærkede og til tider fremragende, men på grund af den konstante jagt på effektfuld erstatning for den manglende vokal, bliver numrene små symfoniske sætstykker, der hele tiden er på. Det bliver næsten for meget af det gode.
Når det så er sagt, må det understreges, at kvartetten på Stengade denne aften leverede et uhyre kompetent show, hvor der blev sat en fed streg under deres evne til at fyre et symfonisk støjrockshow af, hvor især trommeslageren, der i sin intensitet mindede om Animal fra Muppet Show, holdt tempoet oppe på et forrygende højt niveau.
Der stiger stadig små røgfaner op fra de skudhuller, 65daysofstatic satte i Stengades vægge i fredags, og undertegnede har stadig små svedperler på overlæben fra det hæsblæsende tempo.
Foto: Andy Brown.
